Thomas Nielsen, projektleder, Dansk Symbiosecenter, holder oplæg om Kalundborg Symbiose

Thomas Nielsen er projektleder ved Dansk Symbiosecenter, som står for håndteringen af Kalundborg Symbiose. Foto: Energibyen Skive. 

 

I midten af februar besøgte GreenLab Skive Kalundborg Symbiose.

Mødet foregik i regi af Energibyen Skives EU-projekt CISKA, som står for Cirkulære Industrielle Symbioseparker Skandinavien.

De to symbioser er opbygget ret forskelligt. GreenLab Skive er en symbiosepark under opbygning og udvikling. Kalundborg Symbiosen er derimod bygget op omkring eksisterende industri i Kalundborg, lidt på samme måde som den lille symbiose mellem Skive Kommunes rådhus, biblioteket, Den Blå Diamant og skøjtebanen hvor overskudsvarme fra det ene bruges til opvarmning i de andre.
I Kalundborg er det blot en større og mere dynamisk symbiose mellem en række af byens største industrivirksomheder, som dækker områderne energi, vand og materialer.

 

Samarbejde som formål

Formålet med mødet var at se på samarbejdsmuligheder mellem partnerne i CISKA-projektet - særligt GreenLab Skive og Esval Miljøpark – og Kalundborg Symbiose. Men det var også at etablere et uformelt samarbejde ift. videreudviklingen af symbiosen som model – en målsætning funderet i CISKA-projektet.

Kalundborg Symbiose tog sin begyndelse i 1970'erne, hvor overfladevand fra en nærliggende sø blev brugt til at nedkøle produktionen blandt nogle af områdets industrier. Siden har den udviklet sig til at omfatte meget mere og er i dag en dynamisk størrelse, som hele tiden tilpasses efter de behov, som opstår i symbiosen.

I dag er Kalundborg Symbiosen domineret af Novo Nordisk og Novozymes, men omfatter også en del af den eksisterende olieindustri.

Publiceret 15-04-2020