Plan- og Supportchef Finn Dissing og projektkoordinator Steen Harding Hintze, Skive Kommune, ses som hhv. nummer fire og fem fra venstre blandt repræsentanter fra Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak, som indstillede projekt Implement til prisen, og RegioStars Awards-kommittéen.

Energibyen Skive og Skive Kommune fik i aftes en flot andenplads ved RegioStars Awards for biogas-projektet Implement, som dermed er et af de bedst gennemførte projekter i Europa.

Implement konkurrerede med 150 indstillede europæiske projekter og var nomineret i kategorien 'Citystar'.

Giver international anerkendelse

Prisoverrækkelsen fandt sted i Bruxelles tirsdag aften på Palais des Beaux-Arts (BOZAR).

- Vi modtager beviset på vegne af alle vores partnere i Danmark, Norge og
Sverige. Vi er utroligt stolte af placeringen, som giver os international
anerkendelse for et af de mest innovative projekter i Europa. Samtidigt giver
det os yderligere motivation og muligheder for samarbejde på tværs af grænser,
siger projektkoordinator Steen Hintze i Energibyen Skive.

Sammen med Plan- og Supportchef Finn Dissing fra Skive Kommune er han taget til Bruxelles for at modtage et bevis for sølv-placeringen.

Regional udvikling

En RegioStars Award gives til europæiske projekter, der har fokus på regional
udvikling.

Projektet Implement var et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige.

Publiceret 11-05-2017