Stolte og glade: Plan- & Supportchef Finn Dissing (tv.) overrækker RegioStars-prisen til borgmester i Skive Kommune Peder Chr. Kirkegaard (V). Prisen og den flotte andenplads giver international anerkendelse og betyder, at Skive Kommune og Emergibyen Skive har markeret sig på energi- og innovationsområdet i Europa. Foto: Energibyen Skive.

Borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V) fik tirsdag eftermiddag på et møde i byrådet overrakt den RegioStars-statuette, som tidligere på måneden blev givet til biogasprojektet Implement ved en storstilet ceremoni i Bruxelles, af Plan & Supportchef Finn Dissing.
- Jeg synes, det er en fornem hæder til Skive Kommune. Den viser, at andre uden for vores område har øje for det spændende arbejde på energiområdet, vi har gang i, samt at vi fastholder det langsigtede arbejde og igen er blevet udpeget til at være tovholder for videreførelse af energiarbejdet, siger borgmester i Skive Kommune, Peder Chr. Kirkegaard (V).

Læs: Energibyen hædres for internationalt innovationsprojekt.

Skandinavisk samarbejde

Skive Kommune var leder af projektet Implement, og Finn Dissing og projektkoordinator Steen Harding Hintze herfra modtog prisen på vegne af alle samarbejdspartnere.
Implement var et samarbejde mellem 15 norske, svenske og danske partnere, herunder Lemvig Kommune, Samsø Kommune samt Samsø Energiakademi.
Den prestigefyldte pris blev givet til Implement, som fik en andenplads i sin kategori og er dermed et af de mest innovative projekter i Europa. I alt var 150 europæiske udviklingsprojekter indstillet en RegioStars Award.

Publiceret 11-05-2017