På hjemmesiden er der en illustration over et hus, der overordnet er delt op i tag, ydervægge og indervægge. Klikker man på hver enkelt del, kommer der en mere detaljeret illustration over, hvordan fx et tag er bygget op. Screenshot: Camilla Høyer Olesen.


Studerende Camilla Høyer Olesen fra Erhvervsakademi Dania har i samarbejde med projektet Gen Byg Data udviklet en brugervenlig hjemmeside til husejere over genanvendelse af byggematerialer

Tagspær, gulvbrædder, tegltag, vægbeklædning, farlige og miljøskadelige materialer og genanvendelse af byggematerialer.

Alt det var ikke noget, Camilla Høyer Olesen vidste noget om. Men det var før, hun som studerende på Erhvervsakademi Dania i Skive blev tilknyttet projektet Gen Byg Data, i forbindelse med sin eksamensopgave.

"Min vejleder fortalte mig om et projekt, der handlede om byggematerialer. Jeg syntes, det lød som en spændende opgave med fokus på hjemmesider, databaser og brugervenlighed, og det er det, jeg helst vil, så jeg sagde ja" siger Camilla.

Gen Byg Data handler om at strukturere og øge genanvendelsen af byggematerialer, og derved øge værdien af dem.

Fra komplekst til brugervenligt

Camillas eksamensprojekt går ud på at skabe en hjemmeside, som skal fungere som et opslagsværk for husejere. Her kan de gå ind og finde ud af, om fx deres tag kan genanvendes.

"Det er lidt komplekst, for der er mange måder, de enkelte materialer kan genanvendes på, og samtidigt skal det være så brugervenligt som muligt", fortæller Camilla.

På siden kan man i en "dropdown"-boks vælge materiale og se, om det kan genanvendes eller ej. Derudover er der en "spørgsmål og svar"-side, hvor husejerne kan få mere detaljerede svar på deres spørgsmål.

"Der er så mange ting, et hus består af, og det har været en udfordring at samle så meget information. At koble data og genanvendelse er et nyt område, så jeg har måttet holde tungen lige i munden", siger Camilla.

Kastet ud på nyt område

Camilla vidste ikke så meget om huse, da hun fik præsenteret projektet, men hun øjnede en mulighed for at få noget viden om et område, hun ikke kendte til.

"Jeg har aldrig tænkt over, at der er muligheder for at genanvende byggematerialer fra et hus, og hvad fx et loft og et tag består af", siger Camilla.

Hun vil gerne oplyse husejerne om genanvendelse af byggematerialer, for de skal have muligheden for at tage det valg, om nogle af materialerne fra deres hus skal genanvendes.

"Jeg kan godt lide genanvendelses-tankegangen om, at man giver sine brugte ting videre til andre, der kan have gavn og få noget nyt ud af det", siger Camilla.

En case fra virkeligheden

Camilla synes selv, hun har haft stor gavn af at samarbejde med erhvervslivet om et rigtigt projekt til sin opgave. Det var også på den måde, Camillas vejleder mente, hun fungerede bedst, at arbejde med en rigtig case i stedet for en fiktiv.

"Det er virkelig fedt, at få muligheden for at hjælpe en rigtig virksomhed eller organisation, som stiller en opgave til rådighed", siger Camilla, som håber på, at hendes resultat kan hjælpe projektgruppen med at komme videre med næste skridt.

Med hjemmesiden har Camilla givet et bud på, hvordan man kunne lave en database over et helt hus med dets materialer og muligheder for genanvendelse. Til det har hun måttet skabe sig et overblik over meget kompleks information om byggematerialer. Der er dele af hjemmesiden, som Camilla ikke kommer til at lave. Det er der alt for mange informationer til og for lidt tid, men Camilla kunne godt forestille sig, at nogen ville videreudvikle på hendes prototype og skabe en komplet hjemmeside.

Camilla har aflevereret sit projekt og skal til eksamen sidst i juni.

Publiceret 10-05-2017