Projektdeltagere fra Nomi4s og EA Dania samt studerende fra AU Herning diskuterer indhold af idébeskrivelse for Gen Byg Data. Foto Skive Kommune. 

 

Hidtil er datastrømme om genanvendelige byggematerialer ikke blevet registreret i digitale databaser, der kan give et overblik, og det vil Skive-projektet Gen Byg Data by gøre op med

Skiveegns-projektet med fokus på genanvendelse, Gen Byg Data, har gennemført sin anden workshop. Her kom projektgruppen lidt nærmere det produkt, som Gen Byg Data skal ende med.

Det var GreenLab Skives lokaler i Kåstrup, som lagde rammerne for dagens workshop. Lokalerne ligger lige over for Nomi4s, som deltager i Gen Byg Data, og det gav ifølge projektleder Thea Lyng Thomsen, Skive Kommune, rigtig god mening at være så tæt på det, hele projektet handler om, nemlig ressourcerne der kan genanvendes.

 

Fra manuel til digital håndtering

Alle i projektgruppen havde siden forrige workshop kigget på, hvilke data der findes samt på materialernes digitale vej gennem systemet. De havde fundet ud af, at en stor del af data på materialer fra bygge- og anlæg bliver håndteret manuelt, og de dermed ikke er tilgængelige i overskuelige databaser.

"Der er stort set ikke andre, der sammenkobler cirkulær økonomi (genanvendelse, red.) med 'big data' (enorme mængder af dataregistreringer på fx byggeaffald, red.) - men der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe potentiale for vækst og nye forretningsmuligheder i sammentænkningen", sagde Thea Lyng Thomsen.

I løbet af dagen fik projektgruppen formuleret en konceptidé, der skal arbejdes videre ud fra: Gen Byg Data vil skabe en åben innovationsplatform, der tilbyder data om eksisterende bygningers potentielt tilgængelige materialer og ressourcer samt tilgængelige genanvendelige materialer og ressourcer, med det formål at opretholde eller øge værdien af dem og fremme et mere bæredygtigt byggeri.


Nye samarbejder, nye muligheder

Der er netop blevet skabt nye samarbejder i Gen Byg Data i form af en flok studerende, dels en gruppe fra Aarhus Universitet i Herning, som var med på denne workshop, og dels en studerende fra EA Dania i Skive, som allerede har fundet sin opgave og arbejder parallelt med projektet.

Det er engagerede studerende, som har koblet sig på Gen Byg Data for henholdsvis at bruge projektet som case til en eksamensopgave og være med til at udvikle et produkt.

De studerende kunne bidrage med masser af nysgerrighed og spørgsmål til diskussionerne samt viden fra deres respektive uddannelsesområder, teknologibaseret forretningsudvikling og multimediedesign.

 

Åben workshop i maj

Det næste skridt i projektet bliver at beskrive, hvordan platformen skal fungere, hvilke data den kan indeholde, og ikke mindst hvilke data der vil være mulige, relevante og interessante at lægge frem.

Det er nogle af de spørgsmål, som skal arbejdes med og kvalificeres på en workshop, som er planlagt til 3. maj. Workshoppen i maj bliver åben for virksomheder og andre interesserede.

Publiceret 10-05-2017