En delegation fra Aarhus Universitet besøgte i marts rådhuset i Skive, Den Blå Diamant, hvor maskinmestrene Michael Petersen og Alexandar Laumann viste rundt og fortalte om energiløsninger og -kompetencer. Foto: Skive Kommune.

Flere års samarbejde mellem en række kommuner i Region Midtjylland om at fremvise kompetencer inden for grøn energi er nu mundet ud i en helt ny hjemmeside og bookingportal på både dansk og engelsk, www.energisafari.dk og www.energisafari.com.

Nogle af Danmarks største energi-kernepunkter er placeret i Region Midtjylland, hvorfor det netop er i denne region, man gennem en Energisafari kan opleve ekspertise og innovation på et højt niveau.

Den nye hjemmeside gør det muligt for erhvervsgæster fra ind- og udland at booke Energisafarier online og læse om de lokale virksomheder, som kan indgå i en energisafari.

Know-how og Show-how

Bag projektet Energisafari.dk står Skive Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Lemvig Kommune, Samsø Kommune og Aarhus Kommune.

Sammen arbejder de for at demonstrere regionens Know-how og Show-how på området for grøn energi ved at tilbyde specialiserede fagture.

Energisafari.dk har arrangeret fagture gennem flere år, og hjemmesiden er et stort skridt, der markerer en betydelig udvikling i både koncept og målsætning.

Energisafari.dk henvender sig til blandt andet nationale og internationale branchefolk og beslutningstagere, og erhvervsgæsterne kan få skræddersyet en tur efter deres behov.

Publiceret 10-05-2017