Samsøs gasfærge, som efter planen skal sejle på biogas, produceret på øen. Foto: Colourbox.

Samsø vil i det skandinaviske projekt Biogas2020 udbrede tankegangen med cirkulær bioøkonomi, som både handler om bæredygtighed og vækst

Verdens første lokalsamfund med en 100 % omstilling til bæredygtig cirkulær økonomi.

Det er et prædikat, som Samsø kan smykke sig med om 10 år, i hvert fald hvis øen når i mål med den vision, som Samsø-konsortiet (herefter kun Samsø), der består af Samsø Kommune, Samsø Energiakademi og Samsø Rederi, har sat op for hele øsamfundet under paraply-projektet "Full Circle Island".

Udstillingsvindue for hele verden

Samsø skal blive et udstillingsvindue for cirkulær økonomi og bioøkonomi (gentænkning af alle biologiske materialestrømme, red.) hvori hele verden kan se, at en 100 % omstilling til cirkulær økonomi kan lade sig gøre.

Trine Balskilde Stoltenborg, projektleder, Samsø Energiakademi, har tidligere på foråret holdt et oplæg på en konference i Biogas2020-regi i Norge om at implementere cirkulær bioøkonomi i de projekter, partnerne i projektet arbejder med.

"Vi vil gerne inspirere andre partnere i Biogas2020 til at få indarbejdet cirkulær økonomi i deres projekter. Med oplægget kan jeg give en lille appetitvækker på, hvad man skal bruge det til, og hvilke fordele der er ved at tænke i cirkulær økonomi", siger Trine Balskilde Stoltenborg.

Ikke kun "feel good"

Begrebet cirkulær økonomi hviler på hele bæredygtighedstankegangen, og på Samsø har de erfaret, at de kan bruge begrebet som ramme for innovation og vækst ved at tænke på tværs af bæredygtighed, teknik, forretning og biologisk materiale.

"Det er ikke kun "feel good", det er også vækst. Man er med til at drive et samfund frem. Derfor er det så fantastisk at være på Samsø, hvor det er så tydeligt, når man arbejder med udvikling. Det er vores tydelighed, der gør os interessante og til en god rollemodel på bæredygtighedsområdet", forklarer Trine Balskilde Stoltenborg.

Hun pointerer vigtigheden af at tænke i flere såkaldte "loops", altså at man anvender flere værdikæder og kobler bæredygtighed med forretningsvækst. Hun tager som et eksempel udgangspunkt i Samsøs kommende biogasanlæg, hvor man prøver at tænke flere ting ind i det end blot biogasproduktion. Blandt andet kigges der på, om der kan udvindes flere stoffer af biomassen, og om potentialet i råvarerne kan udnyttes endnu mere, så det giver en merværdi.

"Jeg kunne godt tænke mig, at man bruger cirkulær økonomi som fælles platform i Biogas2020. Ved at arbejde med de samme begreber, tvinges parterne til at tænke inden for den samme ramme, og det vil skabe et godt afsæt for samarbejdet i projektet. Som afgrænset øsamfund er Samsø tvunget ud i det, men andre vil måske også kunne drage fordel af det", siger Trine Balskilde Stoltenborg.

Biogas som motor i cirkulær omstilling

Det kortsigtede mål på Samsø er at få skabt samarbejder med virksomheder, både på og uden for øen, om at lave cirkulære løsninger på udvalgte opgaver.
Målet på lang sigt er, at samarbejdet og partnerskaberne bliver udbygget så meget, at Samsø bliver et levende laboratorium og udstillingsvindue for cirkulær økonomi i fuld skala.

Knud Tybirk, projektleder for Biogas2020 i Samsø Kommune, ser i stort omfang Samsøs kommende biogasanlæg som en motor for hele projektet med at omstille øen til 100 % cirkulær bioøkonomi. Planen er, at Samsø har en miljøgodkendelse i sommeren 2017, og i 2018 står biogasanlægget færdigt og klar til brug.

"Specielt på Samsø vil biogasanlægget fungere som en motor. Vi vil bruge gassen til vores færge, og at få gassen i forholdsvis lille skala opgraderet, kølet ned og komprimeret til at være flydende gas, så det kan bruges på færgen, det er rigtig interessant, også internationalt. Jeg tror ikke, det er set før med biogas til færger, det er en unik fortælling", siger Knud Tybirk.

I begyndelsen af april var 24 landmænd samlet til møde om biogasanlægget, og for at se, om det kunne lykkes at samle de 40.000 tons gylle, der skal bruges til anlægget. De landmænd, der var mødt op, repræsenterer 80-90 % af den mænge gylle, der skal til, og det er Knud Tybirks klare fornemmelse, at landmændene er interesseret i at gå videre med planerne om biogasanlægget.

Biogasanlæg giver 13 jobs

Lektor Tyge Kjær fra RUC, som også er partner i Biogas2020, har på baggrund af Samsøs egne tal lavet nogle konkrete beregninger af de bioøkonomiske effekter af to forskellige størrelser biogasanlæg på Samsø.
Udregningerne viste, at et lille biogasanlæg ville give 13 jobs og 20 mio. kroner om året i lokaløkonomisk fordel, det er fx sparede omkostninger på næringsstoffer, sparede CO2-kvoter og omsætning ved de nye jobs.

"At vi kan sige til byrådet, at et biogasanlæg kan give 13 jobs, betyder noget i et øsamfund. Jeg tror, det kan være en afgørende faktor for at få en miljøgodkendelse", siger Knud Tybirk.

Samsø vil gerne tiltrække virksomheder, som har set potentialet i cirkulær økonomi og ønsker at blive en del af det gennem samarbejde med øen. Og ved at udfolde begrebet i en konkret lokaløkonomi er håbet, at de virksomheder, der måtte tvivle, overbevises af mulighederne ved cirkulær økonomi og begynder at koble sig på for at blive en del af en innovativ tankegang.

Biogas som løftestang

Samsø får støtte fra Region Midtjylland til at udbrede cirkulær økonomi i hele kommunen. Samsø Kommune har udført udbuds- og indkøbspolitiken ud fra den cirkulære tankegang, og nu skal begrebet implementeres på resten af øen.

Blandt andet på bygge- og renoveringsfronten er der noget at hente i forhold til cirkulær økonomi, som får betydning for den måde, hvorpå Samsøs borgere håndterer deres restprodukter, pointerer Søren Stensgaard, Teknisk Forvaltningschef i Samsø Kommune.

"Vi vil gerne opnå at have et samfund, som handler og agerer ud fra cirkulær økonomi. Vi har et mål om CO2-neutralitet i 2030, og i år skal cirkulær økonomi være en del af dna'en i kommunens indkøbspolitik", forklarer Søren Stensgaard.

Stor borgeropbakning

Samsø vil være et internationalt foregangssamfund og demonstrere for hele verden, at en omstilling til 100 % cirkulær økonomi kan lade sig gøre.
Forventningen er ifølge Søren Stensgaard at få begrebet ind under huden på øboerne og skabe flere lokale arbejdspladser for på den måde at medvirke til at få et mere robust samfund med et mere alsidigt erhvervsliv.

"Opbakningen til cirkulær økonomi fra borgerne er stor - og den er stigende. Det handler om at skære det ned i bidder, så borgerne kan se sig selv i det, og vise dem, hvor de kan være med for selv at gøre en indsats", siger Søren Stensgaard.

Publiceret 10-05-2017