Det nye biogas-tankanlæg blev indviet af Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler og Henrik Rasmussen, driftsdirektør i E.ON. Biogastankstationen er åben hele døgnet. Foto: E.ON - fotograf Thomas Tolstrup.

Endnu en indvielse af en dansk biogastankstation og et roadshow var med til at sætte fokus på vigtigheden i biogas til transport, men tilskudsmuligheder udløber snart

Omkring 100 inviterede mødte torsdag op ved Høje-Taastrup Transportcenter for at fejre den officielle indvielse af den nye biogas-tankstation, og for at blive klogere på biogas til transport i det roadshow som fulgte efter indvielsen.

Den nye biogas-tank skal servicere de vare- og lastbiler, der hver dag kører til og fra transportcentret, og som sikrer københavnerne friske varer dag og nat.

Et stort skridt i grøn retning

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler, og driftsdirektør i E.ON, Henrik Rasmussen klippede sammen det røde bånd om biogasstanderen og fyldte den første biogas på en gasdrevet lastbil fra transportfirmaet Frode Laursen.

"Vi har taget et stort skridt i en mere grøn retning, og der skal lyde en stor ros til det private erhvervsliv, som har taget initiativet til tankstationen", sagde Borgmester Michael Ziegler under indvielsen.

Sidste chance for tilskud

I tilknytning til den officielle indvielse stod Aarhus Universitet, NTU og Gas2Move bag et biogas roadshow, hvis formål var at udbrede kendskabet til gaskøretøjer - fra teknologien til de klima- og miljømæssige aspekter og til at byde på prøveture i køretøjerne.

Arrangementet bød på flere oplæg, blandt andet fra NTU, som understregede at mulighederne for at få tilskud ved køb af gaslastbiler udløber 31. december i år. Det betyder, at hvis man som virksomhed er interesseret i at få støtte til at købe gaskøretøjer til sin flåde, er det nu, man skal rykke på det.

NTU fortalte også om, at der nu er konkrete initiativer i gang med hensyn til køb af gaslastbiler.

Øget interesse for biogas

Mange interesserede var mødt op til indvielsen og roadshowet, og hos E.ON oplever man generelt en øget interesse i markedet for det klimavenlige alternativ.

"Mange af de varebiler, der bringer friske varer ud i københavnske butikker, kører i dag på diesel. Vi håber derfor, at den nye biogas-tank vil få flere til at vælge gaskøretøjer, som både kører grønt og støjer mindre. Heldigvis er udviklingen i gang, og fra i dag er der endnu en mulighed for at vælge grøn distribution. Faktisk ser vi allerede i dag selskaber, der er begyndt at stille krav til bæredygtig vareudbringning," siger Bent Erik Hawaleska.

Stigende efterspørgsel

E.ON og OK åbnede deres første fælles biogas-tankstation i oktober 2013 og har allerede høstet gode erfaringer og oplevet stigende efterspørgsel. Den primære aftager af det klimavenlige biogas på de øvrige tankstationer er Københavns Kommunes mange renovationsbiler, men det ses tydeligt, at biogas nu også breder sig til vare- og godstransport. Det var især årsagen til, at valget faldt på Høje-Taastrup Transportcenter, da den næste biogastank skulle etableres.

Svend Aage Petersen, formand for Høje-Taastrup Transportcenter, glæder sig over at kunne kunne give transportvirksomhederne den bedst mulige service samtidig med at være i front med innovative og grønne løsninger, der fremmer transporterhvervet.

"Vi er glade og stolte over, at vi nu kan tilbyde branchen muligheden for at tanke biogas og dermed sikre mere grøn omstilling", siger Svend Aage Petersen.

En vigtig del af klimaløsning

Hos E.ON ser man netop biogas som en særlig vigtig del af løsningen på den tunge transports miljø- og klimaudfordringer.

"Vi er stolte over at tilbyde flere danske virksomheder mulighed for tanke biogas. Vi håber initiativet vil skubbe på mere grøn omstilling i transportsektoren. Vi savner dog fortsat politisk vilje til at skabe bedre afgiftsvilkår for de grønne alternativer, så de bliver fuldt konkurrencedygtige, fortæller chef for Heavy Transport i E.ON, Bent Erik Hawaleska.

Pressemeddelelse fra E.ON.

Publiceret 11-05-2017