I forbindelse med Skandinaviens Biogaskonference 2017, der for nyligt blev holdt i Skive, deltog fungerende borgmester Preben Andersen (O) og MF’er Andreas Steenberg (R) i en politisk paneldebat sammen med svenske og norske kommunale og regionale politikere.
Her diskuterede de biogas i et skandinavisk perspektiv, bl.a. biogas til transport, og at det er en udfordring at få udbredt biogas som alternativ til fossile brændstoffer.
”Ligesom Norge har vi i Danmark også favoriseret el-biler, men jeg tror på, vi skal satse bredt og etablere både el- og gasstationer rundt omkring i landet”, sagde Preben Andersen.

 

Halve handlinger

Et overskyggende dansk tema blev især, at der fra politisk side mangler vilje, handling og ikke mindst finansiering til at udbrede den grønne omstilling i Danmark.
”For Skive er det vigtigt at blive understøttet af et folketing for at kunne være den energikommune, vi gerne vil være. Det er kun blevet gjort halvt, uanset om det har været en rød eller blå regering.”, sagde Preben Andersen.
Han mente, at finansiel opbakning fra folketinget kunne betyde flere arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner og pointerede, at Skive ønsker at være en foregangskommune.

"Der er gang i mange spændende projekter, fx GreenLab Skive. Men der sker ikke noget politisk, og det er synd."

Andreas Steenberg, MF, (R)

Ros til Skive

Og den udtalelse faldt i god jord hos Andreas Steenberg, der roste Skive Kommune for at gå foran og drive visioner på det grønne område.
”Der er gang i mange spændende projekter, fx GreenLab Skive. Men der sker ikke noget politisk, og det er synd.”, mente Andreas Steenberg.
Den radikale folketingspolitiker snakkede en del om, at man på verdensplan, som noget af det eneste, kan blive enige om at opsætte nogle mål for klimaet. Og netop heri ligger der et stort marked for danske virksomheder. Men det står i stor kontrast til, at regeringen har aflyst alle klimamål, herunder grønne gasser.
”Kina har meldt ud, at de i 2025 vil have en femtedel af biler på vedvarende energi. Der er et kæmpe marked for udvikling af teknologi, det kunne fx være her i Skive, men når ikke vi skaber et hjemmemarked, som vi gjorde med vindmøllerne for år tilbage, så er der andre lande, der løber med det. Det er en udfordring for os”, sagde Andreas Steenberg, som tydeligt bekymrede sig over regeringens udmeldinger.

 

Masser af vedvarende energi

Det er ikke mængden af vedvarende energi, der er savnet i Danmark, for den produceres der masser af. Både strøm og biogas. Men vi kan ikke finde ud af at bruge den. Der mangler en politisk strategi for det, mente Andreas Steenberg.
”Langt størstedelen af transportbranchen bruger stadig fossilt brændstof, og landbruget kunne i langt højere grad producere vedvarende energi. Der mangler mål og investeringer, det kunne fx være i nye bilparker, busser og færger”, sagde Andreas Steenberg.
Han kom også ind på, at regeringen netop har sat afgiften ned på biler, men hvor man i Norge beskatter bilerne på baggrund af CO2-udledning og vægt, beskatter man i Danmark bilerne ud fra produktionsværdien.
”Jeg tror, der kommer endnu flere biler på fossilt brændstof på vejene nu. I stedet burde man sænke afgiften på biler, der kører på vedvarende energi”, sagde Andreas Steenberg.

"Vi skal tale til bilindustrien, hvor er den på vej hen? Man skal ville investere i biogas med bl.a. tankstationer."

Preben Andersen, (O), fungerende borgmester, Skive Kommune

Bilindustrien kan være en afgørende faktor

Preben Andersen og Andreas Steenberg kunne hurtigt finde til enighed om, at bilproducenterne kan blive den afgørende faktor for at få produceret biler på el og gas.
”Vi skal tale til bilindustrien, hvor er den på vej hen? Man skal ville investere i biogas med bl.a. tankstationer”, slog Preben Andersen fast.
Han mente også, at kommunerne selv må tage ansvar, som Skive har gjort, og nævnte i den forbindelse kommunens bilpark, der nu tæller mere end 50 gasbiler, herunder minibusser og lastbiler, plus 11 lokale rutebusser, der også kører på gas.
”Vi skal have mere nordisk samarbejde. Vi vil biogassen og den alternative energi i de her tre lande (Danmark, Norge og Sverige, red.) Derfor er det også godt, at vi har fundet sammen, bl.a. her i dag”, sagde Preben Andersen, der rundede af med en opfordring til grønne virksomheder til at kigge mod Skive.

 

Publiceret 27-11-2017