PRESSEMEDDELSE

Gen Byg Data skaber forretning i genbrug af byggematerialer

Projekt Gen Byg Data har banet vejen for nye forretningsmuligheder i byggeriet med et virtuelt lager for genbrugsmaterialer.

I fremtiden når bygherrer søger byggematerialer til nye projekter vil mange af dem med fordel kunne starte jagten på Dansk Genbyg. Her vil det være muligt at søge på byggematerialer generelt men også materialer fra huse, der endnu ikke revet ned.

Det er visionen i projektet Gen Byg Data, hvor Skive Kommune med støtte fra Region Midtjylland gennem 2016 har samlet Erhvervsakademi Dania, Nomi4S, Skiveegnens Erhvervs-og Turistcenter samt virksomhederne Dansk Genbyg, 4greenArchitecture, RGS 90 A/S og Salling Entreprenørfirma A/S.

Målet er en "databank", der skaber værdi i alle led af byggebranchen - fra bygherre, arkitekt og håndværker til bygningsejere og nedrivningsfirmaer – ved at tilbyde overblik over genbrugsegnede materialer i den eksisterende bygningsmasse og forsyne materialerne med de nødvendige informationer i forhold til kvalitet, sikkerhed og miljøhensyn.

Brugen af genanvendelige materialer i byggeriet er efterspurgt som aldrig før. Derfor er der god fornuft, og også god forretning, i at sikre let adgang til dem. Herunder adgang til oplysninger om kvalitet og mængde.

Skive Kommune har i forbindelse med projektet stillet fem nedrivningsmodne huse til rådighed, hvor alle materialer manuelt er blevet omdannet til data. Men på lidt længere sigt skaber projektet grundlag for at hele huse automatisk lagres som BIG DATA på baggrund af blandt andet oplysninger hentet direkte fra BBR og andre relevante registre.

Hele huse til salg

Gen Byg Data har været i gang gennem hele 2016 med en todelt målsætning om først at identificere de nødvendige data og datakilder og herefter udvikle forretningsmodeller, der giver eksisterende og nye virksomheder mulighed for at kapitalisere den indsamlede viden. Begge mål er nået, og selv om der er et stykke vej til for alvor at kunne beskrive datamængden som "big", så er erhvervspotentialet allerede i fuld gang med at folde sig ud. Ikke mindst i form af virksomheden Dansk Genbyg, der er etableret i løbet af efteråret.

- Dansk Genbyg fungerer som en internetportal, hvor materialer fra nedrivningsmodne huse gratis kan sættes til salg. Interesserede købere kan så gå på jagt på de digitale hylder, hvorefter Dansk Genbyg inkasserer en mindre procentdel, når et salg bliver gennemført.

Det forklarer direktør i Dansk Genbyg Erik S. Jørgensen, der ser frem til "snart at kunne sælge hele bygninger til genbrug, før nedrivningen overhovedet er gået i gang."

- Vi har taget et stort skridt mod reelt cirkulært byggeri tilpasset den virkelighed, der er i byggebranchen lige nu, og vi er kommet godt i gang, siger han og fortsætter:

- Til at starte med har køberne primært været private, som leder efter inventar eller gamle mursten til mindre projekter, men vi ser stigende interesse fra de professionelle dele af markedet, og den efterspørgsel, er vi sikre på, kommer til at vokse endnu mere de kommende år, lyder det.

Læs mere i rapporten hos Energibyen Skive

Publiceret 12-06-2017