I september 2019 kunne børn og voksne flytte ind i Hem Skoles nye tilbygning, som er opført efter bæredygtige principper og med bæredygtige materialer

I noget tid havde FN’s 17 verdensmål været i fokus på Hem Skole, og derfor var det da også helt naturligt for skolens ledelse, da den stod over for at skulle renovere, bl.a. grundet skimmelsvamp, at indtænke bæredygtighed i byggeprocessen og den nye tilbygning. - Vi har fokus på bæredygtighed i vores undervisning og det daglige arbejde, for det er vigtigt, at børnene lærer at forholde sig til, hvordan vi løser de her klimaudfordringer, og ikke at tage alle ressourcer som en selvfølge, siger Helle Kappel Nielsen, der er skoleleder på Hem Skole. Med tilbygningen fortsætter Skive Kommune sin ambition og sin 40 år lange historie med at bygge bæredygtigt. "Bæredygtigt byggeri er et fokuspunkt, vi mere og mere får øjnene op for, og vi lærer noget hele tiden. Det vægtes højt politisk, og derfor er det selvfølgelig også noget, vi skal inkorporere i vores tiltag." Henriette Toftgaard Tanderup, konstruktør, Skive Kommune. På listen over bæredygtigt byggeri er Skive Kommunes rådhus samt rådhusannekset Den Blå Diamant. Lille aftryk, lang levetid Bag arkitekturen og materialevalget står arkitekt i Skive Søren Yde. - Vi har brugt byggematerialer, som har et forholdsvist lille miljømæssigt aftryk og en lang levetid. Vi har brugt træ, som i et vist omfang kan siges at være CO2-neutralt. Det er imprægneret med varmebehandling, så der er altså ikke brugt gift til at imprægnere træet med, fortæller Søren Yde. Sammen med træ har man brugt skifer til opførelsen af den nye tilbygning. Skifer er et grundstof, man godt kan tillade sig at bruge af, fordi der er så meget af det. Udover materialevalget er der tænkt i bæredygtighed ved, at tilbygningens hovedkonstruktion kan tilpasse sig fremtidige behov, fx en anden indretning. Taget og ydermure kan bevares, mens de indendørs vægge kan placeres og justeres anderledes efter behov. Høj politisk prioritet Det næstkommende byggeri, Skive Kommune opfører efter bæredygtige principper, er de nye autismeboliger, som Skive Kommune forventer at kunne tage første spadestik til i sensommeren 2020. - Bæredygtigt byggeri er et fokuspunkt, vi mere og mere får øjnene op for, og vi lærer noget hele tiden. Det vægtes højt politisk, og derfor er det selvfølgelig også noget, vi skal inkorporere i vores tiltag, siger Henriette Toftgaard Tanderup, der er konstruktør i Skive Kommune. Byggeriet af boligerne laves efter Skive Kommunes første offentlige udbud på bæredygtigt byggeri, og i den forbindelse har projektlederen for udbuddet, som den hidtil eneste i Skive Kommune, taget en uddannelse i bæredygtigt byggeri.