Med ny teamleder bag roret er Energibyen Skive i 2020 klar til at tage fat i nye og spændende opgaver inden for bæredygtighed og energi, der fortsat skal sikre Skive Kommune en førerposition i den grønne omstilling

I december 2019 startede Alexander Lauring Knudsen som teamleder for Energibyen Skive. Han søgte stillingen, fordi Skive Kommune flere gange har markeret sig som frontløber inden for grøn omstilling og er meget ambitiøs omkring arbejdet med bæredygtighed. Det ville han gerne være en del af. Her i Skive har jeg et bredt mandat til at arbejde med grøn omstilling, og det syntes jeg, var enormt attraktivt Alexander Lauring Knudsen, teamleder, Energibyen Skive. Der er et bredt spekter af områder inden for grøn omstilling, som Skive Kommune vil arbejde med. Cirkulær økonomi og transport er to store emner, som kommer til at fylde meget i Energibyen Skive. Mange muligheder for samarbejde Alexander Lauring Knudsen er med egne ord ikke teknisk anlagt, men han går op i at arbejde bredt og i samarbejde med mennesker, og det er der god mulighed for i Energibyen Skive. - Jeg kommer ikke med en eller anden revolutionerende grøn idé og dikterer ting. Jeg er ikke ekspert. Jeg vil, sammen med kolleger og samarbejdspartnere, være med til at fortsætte det gode arbejde, som Skive Kommune allerede gør, og som den har gjort i mange år, siger Alexander Lauring Knudsen. Han henviser til Skive Kommunes Energi og Bæredygtighedsstrategi 2029, som sætter en retning for Energibyen Skives fremtidige arbejde med den grønne omstilling. Lille aktør med stor pondus Skive er kun en ud af 98 danske kommuner. Den er derfor en lille aktør, der er afhængig af, hvad der sker i det øvrige samfund. - Omvendt er vi frontløbere. Vi har noget pondus, og vi er dygtige til det, vi laver, men vi skal stadig stikke en finger i jorden og i høj grad kigge udad og indsamle relevant viden, siger teamlederen. For ham er det vigtigt, at Energibyen Skives arbejde skal give værdi på skiveegnen for borgere og virksomheder. Det er den vej igennem, vi sikrer vores eksistens, mener Alexander Lauring Knudsen. - Vi vil gå forrest som tovholdere på store energi- og bæredygtighedsprojekter. Vi skal tage ansvar for at drive nogle processer, for det både kan og vil vi, siger han. Med Alexander Lauring Knudsen som seneste mand ombord, udgør Energibyen Skive nu et fuldt, og relativt nyt, team, der er klar på at tage fat på de mange spændende arbejdsopgaver, der venter i resten af 2020.