Vivian Wahl, fungerende ordfører i Nes Kommune, Christopher Sorensen, CEO i GreenLab Skive og Ronny Langseth, daglig leder i GreenLab Nes, havde en god snak om GreenLab Nes' lyse fremtid. Foto: Energibyen Skive.
Nes Kulturhus i byen Årnes dannede i november 2021 rammerne for et seminar, sat i værk af GreenLab Nes, som netop er blevet stiftet som et A/S.
Politikere fra Nes Kommune, interessenter, og potentielle investorer var inviteret til seminaret for at høre om visionerne for GreenLab Nes.
Thomas Lindberg, Kommunaldirektør i Skive Kommune, fortalte på en videooptagelse om Skive Kommunes motivation for at satse på arbejdet med en cirkulær energipark i Skive, GreenLab Skive.
Daglig leder i GreenLab Nes, Ronny Langseth, pointerede, at der findes mange løsninger for udvikling af den kommende park, hvis man kan bryde koderne for samarbejde.
- Vi har jo ikke et produkt, vi kan sælge. Det er et non-profit selskab, og derfor er det meget vigtigt at finde investorer, som tænker langsigtet og tror på den grønne omstilling, sagde han.
Vi tror på et GreenLab Nes nu
Christopher Sorensen, CEO i GreenLab Skive, motiverede politikerne og interessenterne med succes-fortællingen om GreenLab Skives tilblivelse og gav et par erfaringer videre til nordmændene, om at det kræver, at man arbejder i stor skala, hvis der skal være forretning i en cirkulær energi- og erhvervspark som GreenLab.
- I GreenLab Skive vil vi gerne være frontløbere og vise, at en grøn energipark kan blive en succes og bidrage til udvikling af lignende parker både nationalt og internationalt – og herunder også GreenLab Nes i Norge. Det vigtige i denne sammenhæng er at se på parken som et sammenhængende energisystem, og som vi plejer at sige, ”fælles indsats, fælles gevinst”. Vi har en stor tro på, at det vil lykkes at skabe en velfungerende industriel symbiose på tværs af virksomhederne her i GreenLab, sagde Christopher Sorensen.
Fungerende ordfører (svarende til borgmester) i Nes Kommune, Vivian Wahl, pointerede, at GreenLab Nes’ ledelse skal konstituere sig og starte arbejdet op under den nye struktur, og så vil kommuneledelsen bakke op om arbejdet med GreenLab Nes i den grad, det er nødvendigt.
- Vi ønsker konsensus i lokalsamfundet, og det fik vi jo bekræftet fra jer i Skive i dag, at det er nødvendigt, hvis man skal lykkes, sagde Vivian Wahl.
Olaf Dønnum, næringssjef (erhvervschef) i Nes Kommune peger på, at da man i Nes Kommune for fire-fem år siden begyndte at snakke om et GreenLab, var de nok lidt tidligt på den. Men i de seneste år er grøn omstilling blevet en meget mere aktuel del af debatten, og planerne for et GreenLab Nes er så modne, at der er forståelse og accept fra politikere generelt til at satse yderlige på at realisere parken.
- Jeg tror, fremtiden for GreenLab Nes er fantastisk, egentlig lidt på linje med GreenLab Skive. Nu har vi jo selskabet etableret som et A/S, og ledelsen er på plads, så nu tror vi også på, der kommer til at ske udvikling med GreenLab Nes, sagde Olaf Dønnum.
Hønen eller ægget
Investeringer i GreenLab Nes, og selskaber der etablerer sig der, vil skabe arbejdspladser og økonomisk vækst. Men det er spørgsmålet om hønen eller ægget. Der er behov for investeringer, for at der bliver skabt arbejdspladser og økonomisk vækst. Men selskaberne tøver med at kaste penge i projektet.
Ronny Langseth vil bruge succes-fortællingen om GreenLab Skive som et godt eksempel over for ledelsen i Nes Kommune og potentielle investorer.
- Vores politikere har behov for at høre succeshistorien fra Skive, for at de kan se potentialet ved udviklingen af GreenLab Nes for sig, sagde Ronny Langseth.
Han ønsker derfor fortsat at have den tætte relation til GreenLab Skive og Skive Kommune, som er etableret gennem projektet CISKA (Cirkulære Industrille Symbioseparker Skandinavien.)