Vi har fået ny kollega! I begyndelsen af maj startede Cathy Brown Stummann som projektleder i teamet.
Det var lysten til igen at komme til at arbejde med den grønne omstilling, der trak hende til Skive fra Thy, hvor hun bor.
Det har hele tiden været min plan og motivation at vende tilbage til det grønne.
Cathy Brown Stummann, nyansat projektleder i Energibyen Skive.
Det grønne, klimaet og miljøet var omdrejningspunktet i Cathys uddannelsesbaggrund som kandidat i bæredygtig skov- og naturforvaltning, som ph.d. og i hendes tidligere arbejdsmæssige baggrund.
- Jeg savnede at kunne bruge min interesse for grøn omstilling i mit arbejde, og det har hele tiden været min plan og motivation at vende tilbage til det grønne. Og nu er jeg så her, siger Cathy Brown Stummann, som er blevet, hvad man med lidt god vilje kan kalde, ”langdistancependler”.
Det er i projektet Stronger Combined, hvor hun kommer til at have sit primære fokus. Projektet handler om at skabe bæredygtig mobilitet i området omkring landsbyen Lihme og bygger på samarbejdet med borgerne. Cathy vil også delvist komme til at arbejde med projekterne CISKA og DK2020.
God til at bygge broer
Cathy Brown Stummann har solid erfaring fra den kommunale verden, hvor hun bl.a. har fungeret som udviklingskonsulent og underviser og arbejdet på tværs af mange forskellige fag. Især har hun arbejdet meget med borgerinddragelse.
- Jeg har en stor interesse i, hvordan man inddrager borgere og samarbejdspartnere i arbejdet med miljø- og naturproblematikker, og det var det, jeg undersøgte i min ph.d., fortæller Cathy Brown Stummann.
Fra hjemmet i Klitmøller har hun nu fået lidt længere til arbejde, men efter at børnene er blevet større, kan det bedre lade sig gøre.
Cathy Brown Stummann er født og opvokset i Maine i USA og kom til Danmark i 2007 som udlandsstuderende på Københavns Universitet. Her mødte hun sin mand, Morten, som hun i 2015 flyttede til Klitmøller sammen med. Der bor de med deres to børn, Mateo på 9 år og Liva på 7 år.
Vi er rigtig glade for at have fået Cathy på holdet.