En brand ødelagde de gamle bygninger, der oprindeligt dannede rammerne for Salling Autogenbrug, men den ulykkelige hændelse åbnede op for muligheden for, at forretningen kunne udvikle sig i en mere bæredygtig retning og skabe ny vækst

Lise Korsgaard fra Salling Autogenbrug kigger sammen med designer Sille Aaes fra Grünbag på airbags, og hvordan de kan genbruges i produktion af tasker. Foto: Adam Pade. Lise Korsgaards far startede Salling Autogenbrug i 1985. Navnet forbliver det samme. Men Lise, og hendes to brødre, der nu står i spidsen for at føre forretningen videre efter deres far, har store planer for auto-virksomheden med grøn omstilling og vækst. Da en brand på ulykkelig vis jævnede de gamle bygninger med værksted og lagerhal med reservedele ved barndomshjemmet med jorden, åbnede det op for muligheden for at købe et gammelt autoophug i Skive med mange flere kvadratmeter jord og med plads til at udvide virksomhedens fysiske rammer. - Nu er vi i gang med vores forretning igen, det er gået meget hurtigt. Skulle vi have bygget nyt på den gamle lokation, ville vi ikke engang have været færdige til foråret. Det her sted er tre gange så stort. Vores medarbejdere har givet den en kæmpe skalle med at renovere, samtidig med at de har passet deres almindelige arbejdsopgaver, siger Lise Korsgaard, som her snart et år efter begynder at se lyset for enden af tunnelen på renoveringsprocessen. Nye lokaler og nye prioriteter Flytningen til nye lokaler har også sat turbo på en udvikling på det grønne og mere bæredygtige område, som allerede var så småt undervejs inden branden. Med Lise Korsgaard i spidsen var trioen bag Salling Autogenbrug gået i gang med at sælge materialer fra gamle biler til andre formål, uden det var organiseret på nogen måde. De fik gjort det meget tydeligt over for os, hvad vi kunne gøre af konkrete, bæredygtige tiltag. Hele den proces var meget motiverende for at gå i den retning. Lise Korsgaard, medindehaver, Salling Autogenbrug. ECSMV var, blandt andre projekter med et grønt sigte, med til at øge farten i omstillingen. Erhvervskonsulent fra Business Skive og screeningsagent i projektet, Mikael Oddershede, besøgte Salling Autogenbrug, som hverken vidste, hvad de havde brug for, eller havde overskud til at finde ud af det. - Mikael var meget proaktiv. Han hjalp os med at sætte gang i nogle ting, blandt andet en projektbeskrivelse til ECSMV, fortæller Lise Korsgaard. Hun fortæller videre, at de allerede var i dialog med Mikael Oddershede før branden, for de ville gerne gøre noget med grøn omstilling, men de vidste ikke rigtigt hvad. Hovedtanken var at levere en renere bil til skrot og se på, om de kunne tjene mere på de materialer, de tog ud af bilerne, ved at sælge dem til genanvendelse. Mikael Oddershede fik samlet en gruppe af mennesker med stor viden på det bæredygtige område for at hjælpe Salling Autogenbrug i den rigtige retning. - De stillede spørgsmål til, hvorfor vi ikke gjorde tingene på en smartere måde, og de fik gjort det meget tydeligt over for os, hvad vi kunne gøre af konkrete, bæredygtige tiltag. Hele den proces var meget motiverende for at gå i den retning, siger Lise Korsgaard. Derefter kom der fart over tingene. Salling Autogenbrug fik bevilget midler til flere grønne tiltag og konsulenter. Siden er der er blevet etableret konkrete partnerskaber, og de har fået hjælp til at kortlægge de materialer, der findes i biler, og hvilke brugbare materialer, virksomheden selv ligger inde med. Den altafgørende tovholder Når dagligdagen så melder sig, handler det om drift igen. Derfor har det været afgørende for Salling Autogenbrug at have en tovholder gennem projektet, som for eksempel har været med til at facilitere møder og tage styringen i processer med ansøgninger og konkrete målsætninger. - Den største forskel for os har været, at der var nogen, der har taget stafetten i forhold til en bæredygtig udvikling på vores vegne. Vi har haft sparring med kompetente mennesker, og det har gjort en kæmpe forskel, at vi har fået hjælp til at arbejde med den grønne omstilling fra nogen, der ved noget om det. Vi ved noget om biler og autogenbrug, men vi har ingen særlig viden om, hvordan vi udvikler os i en grønnere retning, siger Lise Korsgaard. Salling Autogenbrug er netop ved at få udarbejdet en grøn forretningsmodel via ECSMV-projektet. I modellen kigger de på mulighederne for genanvendelse af de restmaterialer, som i dag ikke genanvendes, eksempelvis jern, skum, glas, airbags og sikkerhedsseler. Det er jo også dejligt at kunne tjene sine penge på at gøre noget, der er godt for samfundet og miljøet. Lise Korsgaard, medindehaver, Salling Autogenbrug. Og kigger man på FN’s verdensmål, er det især mål nummer 12 om forsvarligt forbrug og produktion, som Salling Autogenbrug finder spændende. - Vi gør det her, fordi vi tror på, der er en god forretning i det, men det er jo også dejligt at kunne tjene sine penge på at gøre noget, der er godt for samfundet og miljøet, siger Lise Korsgaard. Ved at arbejde med grøn omstilling nu sørger Lise Korsgaard og hendes brødre for, at de også kan have deres nuværende virksomhed om 10 år. Jo mere de arbejder med at gøre Salling Autogenbrug grøn, desto tydeligere bliver det for dem, at grøn omstilling er kommet for at blive, og at man skal handle hurtigt, hvis man skal følge med.