Skives førerposition i den grønne omstilling trak i sidste uge en stor andel af landets andre kommuner til egnen.Det skete i regi af et møde i Kommunernes Netværk for Grøn Omstilling af Landbrugssektoren, der drives af Kommunernes Landsforening (KL).
Konsulent Gunilla Ørbech fra KL fortæller, hvorfor netværkets andet møde netop fandt sted i Skive.
- Vi holder vores andet netværksmøde i Skive, da Skive i hele landet er kendt for banebrydende udvikling inden for grøn omstilling og er aktiv i forhold til udviklingen af græsprotein. Kommunerne i netværket har derfor selv ønsket at høre mere om, hvordan Skive Kommune har ageret og bidraget til denne udvikling i samarbejde med centrale aktører, siger hun.
På mødet var der fokus på, at sektorkoblingen mellem energi, industri og landbrug har været fundamentet for fremme af den grønne omstilling på Skiveegnen.
Kommunernes interesse for Skiveegnens grønne udvikling stemmer godt overens med, at Dansk Industri i sidste uge udråbte Skive som den bedste kommune til grøn udvikling for andet år i træk.
Fokus på udviklingstilgangen
Hovedbudskaberne på dagen var:
• Den afgørende rolle af landbrug som biomasse og kulstof leverandør til den grønne omstilling• Behovet for langvarigt samarbejde på tværs af private og offentlige aktører • Vigtigheden af den iværksætterånd, der driver grøn udvikling på egnen.
Dagen sluttede af med en tur hos GreenLab Skive, hvor deltagere med egne øjne kunne se, hvad der nu sker, der hvor der for bare fire år siden var en bar mark.
Alexander Lauring Knudsen, som er teamleder i Energibyen Skive, pegede på udviklingstilgangen i Skive Kommune. Her har der været fokus på at støtte bottom-up-udvikling for at løse reelle klimaudfordringer. Udviklingen af GreenLab Skive Biogas samt det nuværende fokus på grønne proteiner er startet gennem initiativer fra dygtige medarbejdere og er gode eksempler på bæredygtig udvikling i samarbejde med landbruget.
Også Klimafonden Skive kan se nye potentialer for landbruget i den grønne omstilling. Anne Mette Langvad, som er direktør i Klimafonden, påpegede i sit oplæg, at videreudviklingen af cirkulære symbioser, på tværs af landbruget og andre sektorer, kan give gode resultater på flere bundlinjer, navnlig i forhold til økonomi, miljø og klima.
Kommunen kridtede banen op
Mathias Damgaard Mørch, Academy Manager i GreenLab Skive, delte GreenLabs erfaringer med cirkulære processer, hvor restprodukter fra en produktion nu genbruges i en anden produktion, som kan skabe værdi andre steder. Han fremhævede, at tankerne om en erhvervspark som grøn vækstmotor for lokalområdet, placeret i krydsfeltet mellem el- og gasnettet, opstod og voksede i Skive Kommune. Herefter overtog Klimafonden Skive udviklingen af parken. Hele vejen med en række private aktører som samarbejdspartnere.
- Skive Kommune startede med at kridte banen hele vejen tilbage i 2008, nogle år senere satte vi i fællesskab hjørneflag op, og da GreenLab Skive blev kapitaliseret i 2019, sparkede vi og vores offentlig-private ejerkreds kampen i gang, siger Mathias Damgaard Mørch.
Deltagerne fik særligt indsigt i pyrolyseprocessen hos Stiesdals Skyclean-anlæg. Her forklarede Morten Vindbjerg, hvordan Skyclean deler overskudsvarme med GreenLab Biogas og de eventuelle fordele for landmænd med udlægning af biokul på markerne.
Deltagerne fik også et indblik i BioCircs vision for nye energiklynger på land, hvor planer for biogas og produktion af grønt protein kræver et godt samarbejde med lokale myndigheder og landbrug. BioCirc har, blandt andre steder, investeret i Skive på baggrund af udfordringerne med kvælstofudledning i Limfjorden. Tanken er, at dyrkning af græs til grønne proteiner kan give økonomiske og miljømæssige gevinster.