Airbagpuffen er lavet af airbags og seler fra skrottede biler fra Salling Autogenbrug samt skumgranulat af rester fra madrasproduktion, og vores TrÆls-mærke er lavet af restlæder fra en lokal møbelpolstrer. Foto TrÆls.
Når gamle møbler eller produkter, der var på vej i skraldespanden, bliver til nye møbler, så når vi ind til en del af kernen i projektet Industrial Recycling for Construction (IRC), som er et delprojekt under regionens Circular Economy Beyond Waste (CEBW).
Sammen med Skive Bibliotek, Compas i Hedensted og Træls med flere, har vi kastet os ud i et projekt, som for vores og bibliotekets vedkommende gerne skal ende ud i nye møbler og læringsmiljøer på Skive Bibliotek.
Projektet befinder sig stadig på forsøgsstadiet, og der er altså ikke nogen konkrete møbler i spil endnu. Det er dog noget, som projektleder Mikkel Ebbesen Vinther arbejder fokuseret for at få til at ske.
- Vi arbejder på at gøre Skiveegnen til hjemsted for cirkulær produktion. For at komme nærmere dette mål, skal vi først øve os på at skabe grundlaget for nogle cirkulære værdikæder, hvilket vi blandt andet gør gennem CEBW. Og her kan samarbejdet med Skive Bibliotek være en katalysator for at få lokale materialer og virksomheder ind i sådan en værdikæde, siger Mikkel Ebbesen Vinther.
Stor kø til opfinder-aktiviteter
Skive Biblioteks ”Opfinderiet” er et såkaldt makerspace, som danner ramme for læring og erfaringsdannelse inden for nye teknologier. Der er stor efterspørgsel fra borgere i alle aldre på at bruge Opfinderiet. Biblioteket vil gerne forbedre rammerne og give mere plads til aktiviteterne og frivilligheden. Det kræver nytænkning af de lokaler, som biblioteket i dag bruger til formålet.
Vita Debel, som er bibliotekschef, fortæller, at det både er nødvendigt og ønsket med et mere fleksibelt interiør.
- Vi går derfor, sammen med Energibyen, ind i projektet med Compas og Træls, fordi genbrugsmaterialer, som er indsamlet fra Skive Kommune til produktion af nyt inventar til Skive Bibliotek, helt falder i tråd med vores egen målsætning om at arbejde mere målrettet med bæredygtighed. Ligeledes giver projektet os mulighed for at samarbejde med de fremmeste på området, når det handler om cirkulære forretningsmodeller – det synes vi er meget spændende, siger Vita Debel.
På Skive Bibliotek står Rent Liv, Skive Kommunes placebrand, og FN’s verdensmål højt på dagsordenen. De ser sig selv som en vigtig partner i samarbejdet om at udvikle Skive Kommune til en egn i balance – miljømæssigt, mentalt og menneskeligt – og så har de påbegyndt processen med at blive certificeret verdensmåls-bibliotek.
- Derfor falder projektet med Energibyen, Compas og Træls helt i tråd med vores ønske om at arbejde mere bevidst med udviklingen af et mere bæredygtigt bibliotek i Skive Kommune, siger Vita Debel.
Mikkel Ebbesen Vinter slutter med at opfordre virksomhederne til at dele idéer til, hvordan de som virksomhed kan lave produkter til byg og bolig ud af erhvervsaffald. Alle idéer er velkomne.