Partnermødet i Danmark sluttede af med et åbent seminar, hvor personer udenfor Green Valleys partnerskabet havde mulighed for at deltage og bidrage med input til temaet bioraffinering og biodiversitet. Og noget tyder på, at der måske kan arbejdes videre med en fælles løsning for græs.

Som afslutning på tre dage i Danmark, hvor partnerskabet i Green Valleys fik mulighed for at diskutere væsentlige og relevante emner, blev sidste del af mødet afholdt for åbne døre, hvor fagpersoner uden for partnerskabet havde tilmeldt sig. Og det blev en både spændende og inspirerende debat om mulighederne for at arbejde i retning af en fælles løsning for både biodiversitet og bioraffinering. En nøgle til grøn omstilling Seminaret fremhævede flerårig græsdyrkning som en nøgle i den grønne omstilling med fokus på: Biodiversitet – hvordan græsdyrkning kan fremme variation i stedet for at reducere den Kulstofopbygning i jorden – vigtige klimagevinster gennem bæredygtige dyrkningssystemer Modbeviser myten om "græsørkenen" – ideen om, at græsdyrkning altid fører til monokultur, er tvivlsom og unuanceret Støtte til grøn bioraffinering – et mere realistisk billede kan øge accepten for bæredygtige løsninger Debatten var meget inspirerende og interessant, hvor både danske, norske og svenske deltagere delte deres meninger og viden. Seminaret viste, at virkeligheden bag græsdyrkning er kompleks – men også mangfoldig og håbefuld. Den gyldne blanding Det åbne seminar blev faciliteret af Cathy Brown Stummann, projektleder for Green Valleys i Energibyen Skive, og ifølge hende er der god grund til optimisme, for en fælles løsning er en realistisk mulighed, som kan være svaret på flere problemstillinger. Forskning viser, at hvis frøblandingen har seks arter, er der større mulighed for at styrke biodiversiteten, og samtidig har det en større lagring af kulstof under jorden. Og selvom man ikke er helt i mål, så er forskningen positiv over for denne sammensætning i forhold til bioraffinering, men det kræver flere test og mere arbejde. – Det handler om kaskadeudnyttelse - at optimere biodiversitet, klima, cirkulær økonomi og proteinproduktion. Vi er ved at nærme os en forståelse af, hvad vi kan bruge, og hvad der er den optimale løsning for, at vi kan opnå flere win-wins. Det var en af de store take-aways fra det åbne seminar, fortæller Cathy Brown Stummann. Forskningen nytter noget Som en del af det åbne seminar blev der fremlagt resultater fra forskellige projekter inden for biodiversitet, kulstoflagring og cirkulær økonomi. Og netop vidensdeling skaber nogle nye muligheder ifølge Cathy Brown Stummann: – At der kan være en fælles løsning for biodiversitet, kulstoflagring og cirkulær økonomi er et godt eksempel på, at forskningen nytter. Når resultater bliver delt, så får man forskellige perspektiver frem, og man opnår en fælles forståelse af, hvilke indsatser der skal arbejdes videre med for at skabe mest mulig værdi. – Samtidig synliggør det også, at vores arbejde i Green Valleys er væsentligt. For når vi deler resultater og viden, kan det bruges i andre sammenhænge, som eksempelvis at fortsætte forskningen med en bedre forståelse og perspektivering. Green Valleys 2.0 er finansieres af EU - Interreg ØKS med det formål at etablere en platform for udvikling af grøn bioraffinering