Stort engagement og interesse for grøn bioraffinering på tværs af hele værdikæden kan blive startskuddet til et stærkt lokalt samarbejde om at løfte potentialet i græsbaseret bioraffinering.

Strandtangen i Skive dannede rammen for nye grønne samtaler og samarbejder, da 39 udvalgte deltagere var inviteret til Green WorksHub Skive. Workshoppen var arrangeret i et tæt samarbejde mellem Energibyen Skive, Aarhus Universitet, Klimafonden Skive og GreenLab, som for første gang samlede en række centrale aktører på tværs af værdikæden for grøn bioraffinering. Formålet med dagen var at tage de første konkrete skridt i udviklingen af en bæredygtig og kommerciel model for græs og identificere muligheder, fordele og udfordringer. Matchmaking og dialog– Typisk taler man i de sektorer, man selv er en del af. At samle sektorerne på tværs åbner helt nye muligheder for at udvikle noget sammen, synliggøre styrkerne – og identificere de huller, hvor vi har brug for nye teknologier eller samarbejdspartnere, fortæller Cathy Stummann Brown, tovholder på eventen i regi af EU-projektet Green Valleys og Energibyen Skive.  Cathy Stummann Brown sørgede for at binde hele dagen sammen.  Deltagerne repræsenterede både forskningen, konsulenter, erhvervsliv, interesseorganisationer, myndigheder og lokale landmænd – alle med en direkte rolle eller interesse i udviklingen af grøn bioraffinering. – Det er første gang, vi samler netop disse aktører i et fælles setup her på Skiveegnen, og efter i dag er det tydeligt, at vi har brug for et tættere samarbejde på tværs, for ingen kan løse opgaven alene. Målet er at bringe kompetencerne sammen på tværs og skabe en fælles forståelse for, hvad kaskadeudnyttelse og industriel symbiose egentlig kan betyde i praksis – og hvordan det kan se ud som en reel forretningsmodel, forklarer hun. Faglige oplæg satte retning og perspektivFor at give deltagerne de nødvendige redskaber til opgaven startede dagen med et oplæg om det regenerative produktionslandskab af Anne-Mette S. Langvad, direktør i Klimafonden Skive. Herefter fulgte et oplæg fra Morten Ambye-Jensen, professor ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet, om kaskadeudnyttelse som en central tilgang til mere bæredygtig produktion, inden Mathias Damgaard Mørch, uddannelsesansvarlig ved GreenLab, satte fokus på industriel symbiose som en metode til at styrke både grøn omstilling og økonomisk værdi. Mathias Damgaard Mørch fra GreenLab satte deltagerne i arbejde med en workshop efter et oplæg om industriel som en metode at styrke den grønne omstilling. Oplæggene blev efterfulgt af to workshops. Først en session med fokus på at identificere konkrete muligheder for bioindustrielle symbioser i Skive med udgangspunkt i grøn bioraffinering, faciliteret af GreenLab. Dernæst faciliterede Klimafonden Skive en workshop, hvor deltagerne arbejdede med de regulatoriske barrierer og behovet for justeringer i myndighedslandskabet for at fremme udviklingen. Fra idé og viden til handlingEfter en dag fyldt med faglige input, netværk og nye perspektiver var der ingen tvivl: Skal grøn bioraffinering rykke fra vision til virkelighed, kræver det målrettede skridt og fælles ejerskab. Deltagerne blev derfor bedt om at pege på, hvad der konkret skal til for at omsætte ambitionerne til handling – og de kom med en række konkrete bud på, hvordan udviklingen kan fremmes både lokalt og strategisk. Deltagerne blev blandet på tværs af branche og faglighed for at få perspektiv på workshoppen og få indsigt i de forskellige muligheder og udfordringer.  Flere fremhævede behovet for nye ejerskabsmodeller, hvor landmænd ikke blot er råvareleverandører, men aktive medejere af den fremtidige værdikæde. Samtidig nævnte flere, at kommunen skal være modig og visionær og klædt på til at håndtere den regulatoriske rolle og understøtte udviklingen aktivt. En række forslag handlede om at styrke samarbejdet mellem lokale aktører – blandt andet ved at etablere et formelt partnerskab med klar facilitering og fælles mål. Der blev også lagt vægt på at udbrede kendskabet til grøn bioraffinering bredere i befolkningen, for eksempel gennem en let tilgængelig formidling af værdikæden, fx i form af en "pixibog", der kan give både borgere og beslutningstagere overblik over muligheder og gevinster. Der blevet skrevet mange gode forslag ned i forbindelse medworkshoppen om eftermiddagen, og alle input bliver nu samlet sammen til en samlet opsamling fra dagen.  Med alle input og perspektiver fra dagen i hus skal Energibyen Skive, GreenLab, Aarhus Universitet og Klimafonden Skive udarbejde en opsamling og plan for det videre arbejde til workshoppens deltagere. Stor opgave – stærkt fællesskabDer er ingen tvivl om, at der er et stykke vej, før der ligger en køreplan for grøn bioraffinering klar, men det er ikke tilfældigt, at det er Skive, der arbejder med opgaven. På Skiveegnen er der et stærkt interessefællesskab omkring indsatsen med aktører som Energibyen Skive, Klimafonden Skive, GreenLab, Fjordland, Business Skive og et tæt samarbejde med Aarhus Universitet samt deltagelse i forskellige relevante EU-projekter. Deltagere til Green WorksHub placerede sig selv på værdikæden og fortalte hvorfor de deltog.   Det skaber gode forudsætninger for at arbejde med opgaven netop her, og den flotte opbakning til Green WorksHub bekræfter interessen for hele værdikæden – fra landmænd til virksomheder og øvrige aktører i derimellem. Green WorksHub Skive er finansieret af Interreg ØKS gennem projektet Green Valleys 2.0, som Energibyen Skive og Center for cirkulær bioøkonomi ved Aarhus Universitet har samarbejdet om siden 2019.