Skive-delegation på visit i Holland for at høste ny viden om cirkulær økonomi. Nu fortsætter arbejdet med at skabe en cirkulær hub på Skive-egnen.

I forbindelse med EU-projektet CHEERS4EU har Skive Kommunes Vækstpartnerskab været på studietur til Chemelot Circular Hub i Holland. Formålet var at give den danske delegation konkrete indsigter i, hvordan cirkulær økonomi omsættes i praksis, og hvordan stærke partnerskaber kan drive udviklingen i et symbiosesamarbejde. Skive på skolebænken i Chemelot I et tæt pakket program gik turen til Chemelot Cirkular Hub, som er en stærk og ambitiøs triple helix-alliance, der sigter mod at blive en af Europas førende regionale hubs for cirkularitet. Her fik den danske delegation indsigt i, hvordan en velfungerende cirkulær hub opbygges, og hvordan Chemelot samarbejder på tværs af erhvervsliv, forskning og offentlige aktører for at skabe bæredygtige løsninger. Her er tillid og engagement blandt virksomheder en afgørende faktor for at lykkes med den grønne omstilling. Turen gik også til CHILL-laboratorierne og Chemelot Industrial Park, hvor forskning og innovation spiller en central rolle i den cirkulære økonomi. Her blev delegationen bekræftet i vigtigheden i at lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner har et tæt samarbejde, og at samarbejde på tværs af forskellige sektorer er afgørende for udviklingen af en bæredygtig cirkulær økonomi. Turen bød på mange forskellige oplæg og vidensdeling mellem delegationen fra Skive og holdet fra Chemelot. På billedet er det kommunaldirektør i Skive Kommune, Thomas Lindberg, der holder oplæg om Skiveegnen.   Samarbejde er nøglen til succes For at skabe en succesfuld cirkulær hub er den rette organisering afgørende. Skive-delegationen fik derfor indsigt i, hvordan Chemelot Circular Hub har grebet denne opgave an, og hvordan et veltilrettelagt setup kan åbne op for nye forretningsmuligheder og styrke den lokale økonomi. Alexander Lauring Knudsen, projektleder for CHEERS4EU i Skive Kommune, udtaler: – Der er ingen tvivl om, at turen til Chemelot gav os den viden og de svar, vi havde brug for i arbejdet med at etablere en cirkulær hub i Skive. Mange tak for en inspirerende tur og for at dele jeres erfaringer både fra et lokalt og regionalt regeringsperspektiv samt fra private og uddannelsesmæssige synsvinkler. Han tilføjer:– CHEERS4EU giver os en unik mulighed for at trække på vores samarbejdspartneres erfaringer og lære af hinanden. Samarbejdet viser, hvor vigtigt det er at arbejde på tværs af landegrænser for at skabe stærke, bæredygtige løsninger i hele Europa. I Skive ser vi frem til det videre samarbejde og cirkulær udvikling af Skive-egnen.Skive Kommune og de øvrige deltagere fra Business Skive, GreenLab, Uddannelsesrådet i Skive og Klimafonden Skive rejste hjem med ny viden i kufferten, som kan indgå og styrke det videre arbejde og bidrage til et stærkt samarbejde og en fælles vision, som er nøglen til en stærk cirkulær økonomi. Turen blev planlagt i samarbejde mellem Skive Kommune og Province of Limburg, der som leadpartner på CHEERS4EU stod for det praktiske arrangement af det to dage lange program og besøget i Holland.Vil du vide mere om CHEERS4EU? Følg linket og hold dig opdateret på det officielle website for CHEERS4EU