Biokul bliver fremhævet som et lovende klimavirkemiddel, fordi det kan binde kulstof i en stabil form og dermed bidrage til langvarig lagring af CO₂. Samtidig peger flere aktører på mulige gevinster for jord, næringsstoffer, vandmiljø og cirkulær anvendelse af restbiomasser.
Men forsigtighedsprincippet i forhold til miljøgodkendelser begrænser i dag mulighederne for almindelig udbringning på landbrugsjord, samtidig med at det planlagte statslige støtteudbud er blevet udskudt. Ifølge ministeriet mangler en bekendtgørelse og vejledning til håndteringen af området, og den er planlagt til at komme i 2027. Puljen udskydes derfor, mens barrierer for en mulig opskalering af pyrolyseteknologien håndteres.
Samtidig har Aarhus Universitet og Københavns Universitet nye langtidsforsøg i gang for at skabe mere viden om biokullets effekter under danske forhold.
Selvom biokul har et dokumenteret potentiale for kulstoflagring kræver en bredere anvendelse fortsat mere viden, klare rammer og praktiske erfaringer.
Derfor handler debatten om biokul ikke kun om, hvorvidt teknologien virker. Den handler også om, hvor den giver mening – og hvad der skal være på plads, før den kan bruges i større skala.
Biokul er ikke bare biokul
En af de vigtigste pointer i debatten er, at biokul ikke kan vurderes som ét ensartet produkt.
Tobias Pape Thomsen, lektor og forskningsgruppeleder ved Roskilde Universitet, beskriver biokul som en bred kategori af materialer med forskellige egenskaber. Egenskaberne afhænger blandt andet af biomassetype, pyrolyseproces, efterbehandling og anvendelse.
Derfor giver det ikke meget mening at spørge, om biokul generelt er godt eller dårligt. Det afgørende er, hvilken type biokul der er tale om, hvad det skal bruges til, og under hvilke forhold det anvendes.
Ifølge Tobias Pape Thomsen er det danske fokus i dag især knyttet til kulstoflagring. Når biomasse pyrolyseres, omdannes en del af kulstoffet til en mere stabil form. Det betyder, at kulstoffet ikke hurtigt frigives som CO₂, selv om biokullet anvendes i jord, vand eller materialer.
Han vurderer, at kulstoflagring er en af de mest veldokumenterede effekter ved biokul.
-Kulstoflagringseffekten er ikke særligt afhængig af kontekst. Det er langt de fleste andre positive effekter derimod, siger Tobias Pape Thomsen.
Biokul kan i nogle sammenhænge forbedre jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer, forbedre strukturen i sandede jorde og reducere udvaskning. Men effekterne afhænger af jordtype, klima, dyrkningssystem, biokullets egenskaber og den konkrete anvendelse.
Mange danske jorde er allerede frugtbare, og derfor er det ikke sikkert, at biokul har samme jordforbedrende effekt her som på mere udpinte jorde. Der findes dog også mindre frugtbare jorde i dele af Danmark, som måske kunne have nytte af tilførsel af biokul.
Et klimaværktøj for landbruget
Erik Jørgensen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, ser et stort potentiale i biokul som klimavirkemiddel i dansk landbrug.
Organisationen peger på, at biokul er et af de få virkemidler i landbruget, der kan bidrage til permanent fjernelse og lagring af kulstof. Det gør teknologien interessant i en sektor, hvor en del udledninger er vanskelige at fjerne fuldstændigt.
Ifølge Landbrug & Fødevarer er det ikke nok kun at reducere udledningerne, hvis klimamålene skal nås. Der er også behov for løsninger, der kan fjerne CO₂ fra atmosfæren. Her kan biokul få en rolle, hvis teknologien anvendes ansvarligt og dokumenterbart.
Som led i Aftale om et Grønt Danmark blev der afsat 10,2 milliarder kroner til støtte for kulstoflagring i biokul på landbrugsarealer i perioden 2027–2045. Det planlagte støtteudbud er imidlertid blevet udskudt, og 192 millioner kroner er omprioriteret fra reserven til biokulstøtte til kompensation i forbindelse med den nye kvælstofregulering.
Erik Jørgensen fremhæver også, at pyrolyse kan bidrage til en mere cirkulær håndtering af landbrugets restbiomasser. Det kan for eksempel være relevant i forhold til afgasset biomasse fra biogasanlæg og andre reststrømme, hvor næringsstoffer og kulstof kan bringes i spil på nye måder.
Men potentialet kommer ikke af sig selv. Landbrug & Fødevarer peger på, at biokullets kvalitet skal være i orden, at der skal være analyser og sporbarhed for de enkelte partier, og at landmændene skal have et økonomisk incitament til at deltage. Den enkelte landmand får ikke nødvendigvis direkte del i klimagevinsten, og derfor bliver økonomien afgørende, hvis biokul skal anvendes bredt.
Næringsstoffer kan blive en del af værdien
Biokul diskuteres ikke kun som klimateknologi. Det kan også få betydning for håndtering af næringsstoffer som fosfor og kvælstof.
Tobias Pape Thomsen peger på, at pyrolyse kan være med til at koncentrere fosfor i biokullet. Det kan åbne for, at fosfor i højere grad flyttes fra områder med overskud til områder med underskud. Hvis næringsstofferne bruges dér, hvor der er behov for dem, kan det forbedre gødningseffektiviteten og mindske risikoen for udvaskning.
Tobias Pape Thomsen understreger, at man ikke kan sige noget generelt om fosfor i biokul. Plantetilgængeligheden afhænger blandt andet af biomasse, pyrolyseproces, efterbehandling, dyrkningssystem og klima.
Landbrug & Fødevarer peger i samme retning. Afhængigt af hvor tilgængeligt fosforen i biokullet er, kan teknologien blive et redskab til at flytte fosfor mellem områder. Samtidig kan pyrolyse af for eksempel gyllerestfibre potentielt indgå som et virkemiddel til at nedbringe kvælstofoverskud i oplande til sårbare vandområder.
Myndighederne skal vurdere risiko – ikke klimaambition
Hvis biokul skal anvendes på landbrugsjord, er det ikke nok, at teknologien vurderes interessant i klima- eller landbrugspolitikken. Den konkrete anvendelse skal også kunne godkendes miljømæssigt.
Ifølge Ann Ammitzbo, konstitueret teknisk direktør i Skive Kommune, kan kommunen vejlede ansøgere og har viden om pyrolyseteknologi. Men hvis anvendelsen handler om udbringning på landbrugsjord, er kommunen myndighed efter miljøbeskyttelseslovens § 19.
I den rolle skal kommunen vurdere, om udbringningen kan ske forsvarligt i forhold til jord, grundvand, natur og miljø. Kommunen skal blandt andet have oplysninger om råvareindtag, pyrolyseform og slutproduktets indhold af forurenende stoffer, dokumenteret gennem analyser fra akkrediterede analysefirmaer.
-Når kommunen behandler en ansøgning om udbringning af biokul, må vi kun vurdere på saglige forhold inden for miljøområdet. Vi kan ikke inddrage en mulig klimagevinst i den vurdering, siger Ann Ammitzbo.
Ann Ammitzbo peger samtidig på, at Miljøstyrelsens vejledende udtalelse og forsigtighedsprincippet i praksis betyder, at der aktuelt ikke udstedes § 19-tilladelser til almindelig anvendelse. Kommunen har efter hendes vurdering ikke det nødvendige grundlag for at give tilladelse til andet end mindre forsøgsdoseringer.
Det skaber udfordringer for udviklingen af biokul i Danmark. På den ene side er biokul som virkemiddel udpeget som en væsentlig del af løsningen i landbruget. På den anden side kan myndighederne ikke lade en mulig klimagevinst opveje miljømæssige usikkerheder i en konkret sag.
Forsigtighedsprincippet sætter rammerne
Tobias Pape Thomsen vurderer, at Miljøministeriet næppe kunne undgå at tage udgangspunkt i et forsigtighedsprincip, når der samtidig er ubekendte, som skal undersøges. Men han mener, at forsigtighedsprincippet kunne have været omsat anderledes.
Efter hans vurdering kunne man have valgt en midlertidig og restriktiv ramme med klare grænseværdier, lave udbringningsrater og tydelige krav, mens der blev opbygget mere viden. I stedet oplever han, at den nuværende vejledning er så ukonkret og forsigtig, at den reelt har sat stop for udbringning af biokul i Danmark.
Det dilemma påpeges også af professor Lars Elsgaard fra Aarhus Universitet, som leder de nye langtidsforsøg, Danish Biochar LTE, om agronomiske og miljømæssige effekter af biokul i dansk landbrugsjord.
-Det er selvfølgelig forståeligt, at man anvender et forsigtighedsprincip, når der er usikkerhed om grundvandet. Men samtidig er vi nødt til at kunne skabe den viden, der skal til, hvis vi skal komme videre, siger Lars Elsgaard. Han oplever selv at måtte bruge lang tid på at opnå kommunale tilladelser til at igangsætte markforsøg, der netop skal gøre myndighederne klogere på effekten af biokul.
Landbrug & Fødevarer efterlyser også klarere lovgivning og peger på, at manglen på entydig vejledning er en udfordring for både landmænd, forskere og lokale myndigheder. Organisationen efterlyser tydelige grænseværdier og rammer, der både beskytter miljøet og gør det muligt at anvende biokul i praksis.
For kommunerne er situationen en anden. Der findes endnu ikke en specifik bekendtgørelse, som kommunerne kan administrere biokul ud fra. Det kan betyde forskellig praksis fra kommune til kommune. Samtidig er det planlagte støtteudbud blevet udskudt. Ifølge ministeriet forventes en ny bekendtgørelse og vejledning klar i 2027.
Nye langtidsforsøg skal skabe mere viden
I det nye forskningsprojekt Danish Biochar LTE skal forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet følge biokul under danske dyrkningsforhold over en længere årrække. Projektet blev skudt i gang på Aarhus Universitets forsøgsstation i Askov i 2026. Siden er der etableret forsøgsmarker med forskellige typer biokul på fire lokalitet i Danmark, så forsøgene dækker både sandede og mere lerede jordtyper
Ifølge professor Lars Elsgaard skal forsøgene blandt andet undersøge kulstoflagring og drivhusgasser, plantevækst og udbytte, udvaskning af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer samt påvirkningen af jordens mikrobiologi og fauna.
Projektet er finansieret af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø under Ministeriet for Grøn Trepart og løber foreløbig frem til 2028 med mulighed for forlængelse til 2033.
Forsøgene kan dermed bidrage med mere viden på et område, hvor både myndigheder og forskere efterspørger et stærkere grundlag for at vurdere anvendelsen af biokul.
Fra potentiale til praksis
Mere forskning og dokumentation er dog ikke nok i sig selv.
Ifølge Tobias Pape Thomsen mangler der også praksisviden. Forskere kan undersøge mekanismer og effekter, men hvis biokul skal skabe værdi i landbruget, skal anvendelsen udvikles som en del af landbrugshåndværket. Det kræver, at landmænd, rådgivere, forskere og myndigheder får mulighed for at afprøve og lære under realistiske forhold.
Muligheder med klare betingelser
Biokul kan få en vigtig rolle som klimavirkemiddel i landbruget, fordi teknologien kan lagre kulstof og dermed bidrage til at håndtere udledninger, som er vanskelige at fjerne på anden vis.
Derudover kan biokul få betydning for håndtering af restbiomasser, fosfor, kvælstof og jord. Men mulighederne afhænger af, hvordan biokullet produceres, og hvor og hvordan det anvendes.
Der mangler fortsat en bekendtgørelse og vejledning for biokul, som forventes klar i 2027. Indtil da gør den nuværende vejledning det vanskeligt for kommunerne at give tilladelse til almindelig udbringning af biokul på landbrugsjord. Dermed bliver måden, forsigtighedsprincippet omsættes til praksis på, en begrænsning frem for en ramme for udvikling.
Biokul skal bidrage til klimamålene, men vejen fra klimapotentiale til bred anvendelse kræver klare regler, der både sikrer hensynet til miljøet og giver mulighed for at udvikle og afprøve teknologien i praksis.
Fakta: Hvad er biokul?
Biokul er et fast og kulstofrigt materiale, der bliver tilbage, når biomasse behandles ved pyrolyse.
Pyrolyse er en varmebehandling, hvor biomasse opvarmes ved høje temperaturer med lidt eller ingen ilt til stede. Biomassen kan for eksempel være halm, afgasset biomasse fra biogasproduktion, fiberfraktioner eller spildevandsslam.
I processen omdannes biomassen til forskellige produkter, blandt andet gas, olie og biokul. En del af kulstoffet i biomassen bindes i biokullet i en mere stabil form. Det er især denne stabile kulstoffraktion, der gør biokul interessant som mulig metode til langvarig kulstoflagring.
Biokul kan også have andre mulige anvendelser, blandt andet i forhold til jordforbedring, næringsstoffer, filtrering og materialer. Effekterne afhænger dog af, hvilken biomasse biokullet er lavet af, hvordan det er produceret, og hvor det anvendes.
Biokul rummer ikke kun potentiale for kulstoflagring, men også for recirkulering af næringsstoffer. Det er et af perspektiverne i EU-projektet CiNURGi, hvor Energibyen Skive i Skive Kommune er partner. Projektet arbejder for at øge recirkuleringen af fosfor og kvælstof fra restbiomasser fra landbrug, industri og kommunale forsyningsvirksomheder. Målet er at reducere tabet af næringsstoffer og skabe ny værdi gennem cirkulære løsninger. Projektet støttes gennem Interreg Baltic Sea Region.
Læs mere om CiNURGi her