Biokul rummer et potentiale i forhold til både næringsstoffer, jord og klima, men samtidig er det et område, hvor viden, erfaringer og vurderinger varierer. Alligevel er der på den danske finanslov afsat et milliardbeløb til biokul og pyrolyse. Et resultat af en politisk aftale om grøn omstilling og klimaindsats, der sigter mod at reducere Danmarks drivhusgasudledninger, især inden for landbruget — en sektor der traditionelt har været vanskelig at afkarbonisere med konventionelle teknologier. Kort sagt en prioritering fra regeringens side, at der etableres pyrolyseanlæg.
Energibyen Skive har derfor valgt at undersøge kendskabet til biokul helt generelt.
- Med undersøgelsen ser vi på kendskab, erfaringer og vurderinger af biokul. Det giver os et bedre grundlag for at forstå, hvordan biokul opfattes i praksis, og hvor der eventuelt er behov for mere viden, siger Stephan Scheelke fra Energibyen Skive.
Stephan Scheelke i dialog med landmænd om biokul på Fjordland kongres 2026.
Undersøgelsen tager afsæt i lokale forhold og erfaringer. Energibyen Skive arbejder i forvejen med at kortlægge biomasser og reststrømme med højt næringsindhold i Skive Kommune i forbindelse med projektet, og arbejdet med biokul ses som en del af en bredere indsats for at forstå mulighederne for cirkulær ressourceudnyttelse på Skiveegnen.
Du finder undersøgelsen via dette link
Dialog og spørgeskema giver nuancer
For at få et nuanceret billede af kendskabet til biokul har Energibyen Skive kombineret flere metoder. Der er gennemført fokusinterviews med landmænd og biogasproducenter, dialog med en lokal plantekonsulent fra Fjordland Skive, samt samtaler med målgruppen på blandt andet Fjordland Kongres og Plantekongressen.
Derudover er der udarbejdet et spørgeskema om biokul, hvor der netop nu indsamles svar.
Stephan Scheelke fra Energibyen Skive havde travlt med at tale med deltagere til Plantekongressen i Herning.
- Dialogerne giver os dybde og forståelse, mens spørgeskemaet hjælper os med at se mønstre og tendenser. Vi har valgt at kombinere de forskellige metoder for at få indsigt fra forskellige perspektiver, siger Stephan Scheelke.
Spørgeskemaet tager kun 2-3 minutter at besvare og kan findes via linket:
Det handler om viden
Det er vigtigt for Skive Kommune at understrege, at undersøgelsen ikke har til formål at munde ud i anbefalinger om, hvorvidt biokul bør anvendes eller ej. Formålet er derimod at få en bedre forståelse af perspektiverne hos centrale interessentgrupper i området for at afdække, hvilke muligheder der kan være for at inddrage anvendelsen af biokul på Skiveegnen.
- Som partner i CiNURGi opnår vi løbende ny viden, og derfor er det relevant at undersøge kendskab til og tilgange til biokul afslutter Stephan Scheelke.
Resultaterne vil indgå i Energibyen Skives videre arbejde med viden, dialog og lokal udvikling – med fokus på realistiske og anvendelige indsigter for erhvervet på Skiveegnen.