Energibyen Skive havde indkaldt Business Skive, Klimafonden Skive og GreenLab til stakeholdermøde for at komme videre i processen med at skabe og organisere et samarbejde om en grøn hub på Skiveegnen – og dermed omsætte viden fra EU-projektet CHEERS4EU til konkret lokal værdi.
Skive-delegationen er netop hjemvendt fra en tur til Østrig sammen med resten af projektets partnere for at samle inspiration til indsatsen. Derfor var det tid til at følge op på turen og sætte samarbejde og ambitioner for projektet på agendaen.
Store ambitioner
I spidsen for projektet er Signe Bak Jørgensen, projektleder for CHEERS4EU i Energibyen Skive i Skive Kommune, og hun ser positivt på mulighederne for at skabe noget stort på Skiveegnen.
– Når Skive deltager i et sådant projekt, er det også for at blive klogere på det samarbejde, som er hele projektets kerne. Udvikling inden for grøn omstilling er kompleks, og samarbejde på tværs af lokale aktører er afgørende for at lykkes, siger Signe Bak Jørgensen.
Der var bl.a. fokus på at blive klogere på partnerskabets styrker og kerneopgaver. Her præsenterer Signe Bak Jørgensen Skive Kommune og Energibyen Skive.
Intentionen er at koble den grønne hub til vækststrategien for Skive Kommune, og derfor er samarbejdet helt afgørende.
– Vi er heldige at være flere på egnen, der ønsker den samme retning for Skive Kommune, og vi har hver vores styrker, som vi kan bidrage med. Vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi skaber mest mulig værdi fra projektet, og hvilke roller vi har, og med den opgave arbejder vi videre, fortæller Signe Bak Jørgensen.
EU finansierer Skive
CHEERS4EU løber over tre år og skal styrke den grønne omstilling i europæiske regioner ved at dele erfaringer og udvikle nye løsninger – blandt andet gennem arbejdet med cirkulære hubs og samarbejder. Målet er at skabe værdi lokalt og på tværs af Europa.
– Styrken ved at have et projekt som CHEERS4EU er, at vi i projektpartnerskabet er på forskellige niveauer, fra forskellige kontekster og i forskellige lande. Det giver en masse inspiration og læring fra andre, der arbejder med det samme som os. Samtidig er indsatsen finansieret af EU, og det gør, at vi har mulighed for at prioritere indsatsen, siger Signe Bak Jørgensen.
I projektet CHEERS4EU er Energibyen Skive i Skive Kommune projektleder og samarbejder med Klimafonden Skive, GreenLab og Business Skive om at skabe fundamentet for en grøn hub på Skiveegnen. CHEERS4EU er en del af Interreg Europe – et interregionalt samarbejdsprogram medfinansieret af Den Europæiske Union.