Den grønne omstilling sætter gang i udviklingen af virksomheder og organisationer på flere områder. Én ting er de fysiske forandringer, men det skaber også nye behov for grønne kompetencer. Det betyder nye typer jobs, men også mangel på kvalificeret arbejdskraft, når virksomhederne over en bred kam skal udvikle sig i en mere bæredygtig retning.
Det viser en netop gennemført analyse af Skiveegnens fremtidige behov for kvalificeret arbejdskraft og grønne kompetencer.
“Formålet med analysen er at skabe et solidt og lokalt funderet udgangspunkt for arbejdet med en kompetenceforsyningsstrategi for Skiveegnen. Kort sagt, hvordan vi sikrer, at virksomhederne på Skiveegnen kan få den arbejdskraft og de kvalifikationer og kompetencer, som de behøver for at stå stærkest i mødet med den grønne omstilling”, siger Stine Christensen Mark, Vækstkonsulent i Skiveegnens Vækstteam.
De umiddelbare konklusioner på efterspørgslen hos virksomhederne præsenterer seks centrale pointer:
Grøn omstilling kræver tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft
Efterspørgsel efter grønne kompetencer er også efterspørgsel efter digitale kompetencer
Jo længere virksomhederne er i den grønne omstilling, jo mere specialiseret rådgivning har de brug for
Ekstern rådgivning bliver til intern kompetenceudvikling
Grønne kompetencer efterspørges fra netværk og virksomhedssamarbejder
Flere forventer at ansætte og efteruddanne til den grønne omstilling i fremtiden.
Efterspørgslen på grønne kompetencer skal sikres i de lokale fællesskaber
Samarbejdet mellem kommune, virksomheder og uddannelsesinstitutioner ses af mange af de adspurgte virksomheder som absolut nødvendigt for at lykkes med den grønne omstilling på Skiveegnen.
”Både på efterspørgsels- og udbudssiden nævnes netop vigtigheden i et tæt samarbejde mellem de lokale uddannelsesinstitutioner, kommunen, erhvervslivet og ikke mindst GreenLab, hvis man skal lykkes med at skaffe og skabe kvalificeret arbejdskraft og grønne kompetencer til at gennemføre den lokale grønne omstilling”, siger Bente Møller Marcussen, projektleder i CISKA.
Det er tydeligt i analysen, at netop det særlige lokale fællesskab og villigheden til samarbejde på tværs af Skiveegnen er et afgørende element for at komme i mål med ambitionerne hos både virksomhederne, uddannelsesinstitutionerne, Skive Kommune, GreenLab og øvrige aktører.
”Som jeg ser det, skal vores grønne omstilling primært komme ved eksterne specialister, samarbejder med universitetsstuderende, partnerskaber med andre firmaer, fondsstøttede projekter og netværk.” - Stig Blicher, Labflex
Nye arbejdspladser og stort behov for opkvalificering
I analysen ser vi en klar sammenhæng mellem behovet for grønne kompetencer og behovet for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. For en stor del af de adspurgte virksomheder bliver de grønne kompetencer ikke set som noget selvstændigt i én bestemt type job.
SMV´erne efterspørger grønne kompetencer hos alle medarbejdere. De ser det som en naturlig – og nødvendig – udvikling i ethvert job. Analysen peger således på et behov for, at de grønne kompetencer finder vej ind i alle fag, jobtyper og medarbejdere som et naturligt element i opkvalificering og efteruddannelse.
Undersøgelsen viser også, at en stor del af de adspurgte virksomheder hyrer eksterne specialister og rådgivere til at hjælpe dem på vej mod en grøn omstilling. Det er ofte hensigten, at den viden, der hentes ind, skal rodfæste sig i virksomhedens daglige arbejde og på den måde blive kompetencegivende til at bære den grønne omstilling videre, når den eksterne hjælp ophører.
Lokal analyse bakkes op af ny national rapport fra Concito og Mandag Morgen
I en nyligt offentliggjort rapport fra tænketanken Mandag Morgen og Concito er konklusionen samstemmende med CISKA-projektets lokale analyse. Den grønne omstilling fordrer samarbejde på tværs af aktørerne, hvor man ser, at samarbejde er vigtigt for at sikre viden og kompetencer, som kan understøtte den grønne omstilling.
For mindre virksomheder handler det om at tilføre viden og ressourcer via samarbejde, som ikke er tilgængelig inden for organisationen. For kommuner og regioner handler det oftere om at løse lokale og komplekse udfordringer, man som kommunal eller regional aktør ikke kan løse alene. Samarbejdet for de store virksomheder peger i retning af at sikre viden og kompetencer, som mere effektivt kan hentes via samarbejde end ved at opruste med ressourcer internt.
En håndfuld aktører både i det offentlige og det private fremhæver også offentlige-private partnerskaber som en måde, hvor der kan arbejdes på tværs for den grønne omstilling.
For yderligere information, kontakt:
Stine Christensen Mark, vækstkonsulent i Skiveegnens Vækstteam
Bente Møller Marcussen, Projektleder i CISKA-projektet, Energibyen Skive