Foto: Nes Kommune / Esval Miljøpark.
Ronny Langset er det nyeste ansigt blandt projektpartnerne i CISKA. Han er ansat som parkchef i Esval Miljøpark i Nes Kommune i Norge med det sigte, at han skal være med til at videreudvikle og stå for den daglige ledelse i Esval Miljøpark.
- Foreløbigt bruger jeg tid på at sætte mig ind i projektet samt at lære og at lytte. Jeg er imponeret over det arbejde, som ligger bag projektet og glæder mig til at tage en stor rolle i at fremme de arbejdspakker, som er skitseret, siger Ronny Langset.
Han håber at CISKA-projektet kan vise vejen frem for Esval Miljøpark og skabe læring, fremtidig aktivitet, indtægt og arbejdspladser til Nes Kommune.
Fremtiden for miljøparken
Der arbejdes lige nu ihærdigt med at videreudvikle den grønne miljøpark som et selskab, der vil passe ind i et kommunalt ejerskab. Den proces er godt i gang, og forventes afsluttet i første halvdel af 2021.
Esvals grønne miljøpark skal være Nes Kommunes ansigt udadtil og understøtte udviklingen af strategiske planer og skabe vækst inden for grøn omstilling.
- Vi skal også understøtte, at Nes Kommune bidrager til at nå FN’s verdensmål om bæredygtighed og bliver et center for forskning og udvikling i tråd med kommunale planer, fortæller Ronny Langset.
Nes Kommune er kendt for landbrug og har således et meget godt udgangspunkt i at finde bæredygtige løsninger. Der arbejdes nu med en interessentanalyse, som tager udgangspunkt i CISKA-projektet, i tillæg til reguleringsplaner for Esval Miljøpark, som skal danne grundlag for videreudviklingen af den grønne miljøpark.
- Dette er et krævende arbejde, men jeg har en stor tro på, at vi lykkes, siger Ronny Langset.
Lidt om Ronny
Ronny Langset har arbejdet i 20 år med genanvendelse og har haft mange forskellige roller med fokus på marked og downstream-løsninger. Han har været markedschef for downstream inden for restaffald, træ, farligt affald og deponiløsninger for Norsk Gjenvinning i Norge (tidligere Veolia).
De seneste tre år har han været ansat som markeds- og forretningsudvikler i Kabel Metall og Trafo Gjenvinning AS (KMT AS).
Ronny Langset har en bred erfaring med drift af en genbrugsbaseret virksomhed, virksomhedsstyring, arbejde med offentlige myndigheder og diverse brancheaktører og interesseorganisationer.
Ronny Langset er 49 år og bor i Drammen med sin samlever og tre store børn, Silje og tvillingerne Andreas og Nicolay. Han har en uddannelse, tilsvarende en bachelor i økonomi og ledelse.