Mobilitetsprojektet ‘Stronger Combined’, der er finansieret af Interreg Nordsøen (EU), blev torsdag den 27. oktober afrundet i Lihme Medborgerhus. Energibyen Skive, proceskonsulenterne Pro-Vins og landsbyen Lihme har i fællesskab testet mulige svar på nemmere og mere klimavenlige transportformer.

I knap to år er Lihmes transportvaner blevet nærstuderet og to løsninger er testet af. Resultaterne af undersøgelsen og testperioden blev derfor overbragt til byens beboere af Cathy Brown Stummann fra Energibyen Skive og Sille Christiane Linnet fra Pro-Vins, i forbindelse med fællesspisning i Lihme Medborgerhus.Et samarbejde som rykker sig ud over landsbygrænsenLihme er en af de udvalgte landsbyer i det EU-projektet ‘Stronger Combined’, hvor flere europæiske lande deler erfaringer, metoder og resultater omkring transport i mindre byer. De erfaringer der er gjort i Lihme, bliver derfor overleveret til EU-partnerne og kan bringes i spil, når man skal beslutte sig for, hvordan man bedst planlægger samkørsel og øger informationen om den kollektive trafik i andre danske og europæiske landsbyer. Lihmes indsats i forbindelse med Stronger Combined er dermed med til at gøre os endnu klogere på, hvad vi skal gøre (og ikke gøre), når vi skal male fremtidens transportformer op. Mobilitet er vigtig i LihmeTransport og mobilitet er en central del af landsbylivet og er en faktor, der til tider kan være en udfordring. Udfordringerne er forskellige fra borger til borger, der er de ældre, som ikke længere har bil til rådighed, de unge som skal til og fra ungdomsuddannelser og ikke mindst børnefamilierne, der skal koordinere kørsel til fritidsaktiviteter og skole. I undersøgelsen stod det klart, at folk i Lihme allerede samkører og er gode til at koordinere med hinanden, når turen går til fællesspisning eller fritidsaktiviteter - som regel over Messenger eller SMS. Der var dog ikke lige så mange, der kørte sammen, når det gjaldt transport til og fra arbejde. Samkørsel på nye måderEt af de nye tiltag i Stronger Combined var lanceringen af Nabogo, som er en samkørselsapp, hvor man kan lægge ture op til f.eks. Skive eller Holstebro på telefonen, for at fylde bilen op. I testperioden blev der i alt tilbagelagt 3291 km i app’en, hvilket svarer til en CO2-besparelse på 450 kg, en udledningsbesparelse der svarer til 41 kg småkager eller 450 liter øl - så hvem siger, at samkørsel ikke betaler sig? Der er gennem projektet kommet mange tilbagemeldinger på, hvordan man kan optimere forholdene for samkørsel og information om kollektive transportmuligheder. Alt sammen er noget Energibyen Skive tager med sig i sit videre arbejde, med at gøre det nemmere at vælge en klimavenlig hverdagstransport uden for Skive By. Projektet er således afsluttet og med en stor tak fra Energibyen Skive for et godt samarbejde med Lihme gennem projektperioden. Artiklen er skrevet af Jonas Clausen fra Pro-vins, og er tidligere bragt i decemberudgaven af Lihme-bladet, s. 36.