Lavenergiboliger, energieffektivitet og Energibyen Skive Skive Kommune har siden 70’erne arbejdet med energi, klima og bæredygtighed, og vi tilpasser vores arbejde efter internationale krav og den globale udvikling. I Skive Kommune har vi især været fremsynede med udviklingen af grønne energiløsninger efter cirkulære principper. Skive Kommune blev i 2008 udnævnt som en af de første ”energibyer” af daværende Klima- og Energiminister Connie Hedegaard. Etableringen af udviklingsteamet Energibyen Skive i 2008 har haft en afgørende betydning for den grønne udvikling på Skiveegnen inden for bl.a. bæredygtigt byggeri, biogas og vedvarende energi. Klimafond og GreenLab Skive Ikke så lang tid efter, i 2010, blev Klimafonden Skive (oprindeligt Energifonden Skive) etableret som en erhvervsdrivende fond. Klimafonden Skive har været driveren i, at GreenLab Skive er gået fra at være et kommunalt projekt i Energibyen Skive til et erhvervsudviklingsprojekt i fuld skala. Greenlab Skive, der startede som selskab i 2018, er i dag en symbiose- og industripark og testcenter for fuldskala-produktion af eksempelvis biogas, brint, lagring af el i naturgasnettet, lagring af CO2e, samt mange flere grønne industrier som kan gå ind på det grønne symbiosenet, der findes i området. GreenLab som fyrtårn Efter GreenLabs selskabsgørelse har Klimafonden Skive justeret sit fokus til primært nye bioøkonomiske projekter inden for landbrug og fjorden. I 2021 skiftede fonden navn til Klimafonden Skive for at synliggøre sit nye fokus.I de seneste fire år har Skive Kommune gennem Energibyen Skive samarbejdet sammen med Business Skive om udvikling og gennemførelse af en række erhvervsrettede projekter inden for den grønne omstilling inklusiv bl.a., udvikling af grønne forretningsmodeller for små og mellemstore virksomheder og ny forskning om varmepumper. Implement og Biogas 2020 - projekter og positionering Skive Kommunes førerposition på biogasområdet er understøttet af to store skandinaviske projekter med fokus på biogas, Implement og Biogas2020. Arbejdet i disse projekter resulterede i tre nye biogasanlæg i kommunen. I de seneste år har eksempelvis GreenLab Skive Biogas og Vinkel Bioenergi sat yderligere skub i biogasproduktionen. I dette hele taget, har der været et stort fokus på at udnytte potentialer inden for bioøkonomi. F.eks. har Skive Kommune også et samarbejde med Aarhus Universitet om forskning i udvikling af produktion af proteingræs. Den bioøkonomiske dagsorden vil fortsat spille en stor rolle i klimakampen og i egnsudviklingen. Cirkulær Økonomi - en ny dreng i klassen - dengang. Skive Kommune er også anerkendt for arbejdet med genanvendelse af byggematerialer. Gennem projektet Genbyg Skive blev der etableret to nye virksomheder i kommunen. Senest har Skive Kommune opført 39 autismeboliger, opført efter bæredygtige principper, der samtidig tager særligthensyn til borgernes sundheds- og sociale behov. Derudover er kommunens rådhus samt bibliotek Danmarks første CO2e-neutrale kontorbyggerier. Rådhusannekset, Den Blå Diamant, er Danmarks første +energi-kontorhus, som producerer 25 procent mere energi, end det bruger. Dertil kommer, at alle kommunens øvrige bygninger, som tæller skoler og daginstitutioner m.m., tilmed også er CO2e-neutrale. Energi og bæredygtighedsstrategi 2029 I 2018 godkendte Skive Byråd "Energi og Bæredygtighedsstrategi 2029". Strategien satte kommunens retning for arbejdet frem mod 2029 med visionen om at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2029 og med tiden CO2e-neutrale. Denne klimahandlingsplan i tilknytning tilDK2020 overtager depechen for 2029-strategien. Klimatilpasning og byudvikling går hånd i hånd I de seneste 10 år er klimatilpasning for alvor kommet på banen i Skive Kommune. I 2014 vedtog vi vores første klimatilpasningsplan. Planens grundlag blev herefter udviklet og konkretiseret i visionerne for BigBlue. Det arbejde har udmøntet sig i en lang række projekter hvor klimatilpasning er med til at løfte hele områder, som f.eks. digerne langs Skive Å og omlægningen af Glattrup bæk. Rent Liv på Skiveegnen Vi arbejder også videre i udviklingen af et stærkt bånd mellem skoler og det omkringliggende samfund gennem bl.a. RENT LIV, som er kernefortællingen om Skive Kommune.I denne klimahandlingsplan samler vi op på det, vi allerede kan, og kigger samtidig frem mod denye muligheder på baggrund af Skiveegnens stedbundne potentiale på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Meget af det vi allerede kan findes i de kommunale planer, politikker og strategier, der er koblet til klimahandlingsplanens udarbejdelse (Figur 1). Skive Kommunes ”Energi og Bæredygtighedsstrategi 2029” vises ikke i den ovenstående figur, da klimahandlingsplanen erstatter den. En ny affaldsplan og spildevandsplan godkendes i løbet af 2022.