
Energi & bæredygtighedsstrategi 2029
Nu sætter vi endnu engang nye standarder med vores ambitiøse, men også realistiske Energi & Bæredygtighedsstrategi 2029.
Læs Energi & Bæredygtighedsstrategi 2029 her (PDF-fil 9 MB.)
Grafen nedenfor viser Skive Kommunes produktion og forbrug af vedvarende energi over tid.
Med en nyligt opdateret strategi fortsætter vi bestræbelserne med at involvere alle borgere og virksomheder. Det gør vi for at skabe et mere uafhængigt, selvforsynende og bæredygtigt samfund til gavn for alle i Skive Kommune.
FN's verdensmål
Skønt Skive Kommune har arbejdet med grøn omstilling og energi siden 70'erne, har vi kun haft verdensmålene siden 2015. Derfor er de kommet til som et ekstra lag som danner fundamentet for vores arbejde. Således bygger Energibyen Skives arbejde på Skive Kommunes Energi- og Bæredygtighedsstrategi 2029, og denne henholder sig til særligt fire af verdensmålene.
De fire verdensmål som indrammer arbejdet i Energibyen Skive er i udgangspunktet:
Verdensmål 7 - Bæredygtig Energi
I 2017 var 52 % af den energi, der blev produceret i Skive Kommune, skabt af sol, vind og biogas. Bæredygtig og vedvarende energi er afgørende for, at vi frem mod 2029 bliver selvforsynende med energi.
Det er væsentligt, at vi arbejder målrettet med produktion af mere vedvarende energi i Skive Kommune. Det skaber en grønnere bundlinje for hele Skive-egnen samt vækst og flere arbejdspladser.
Verdensmål 11 - Bæredygtige Byer og Lokalsamfund
Det handler om at skabe bæredygtige lokalsamfund, uanset om det er i byen eller på landet. Arbejdet skal ske i tæt samarbejde og med høj grad af involvering af borgerne, foreningerne og virksomhederne – med de mennesker der til dagligt lever i lokalområderne.
Det handler om bosætning, at anvende cirkulær økonomi som en del af de bæredygtige byer og lokalsamfund og give muligheder for at skabe det gode liv, uanset hvor du bor.
Verdensmål 12 - Ansvarligt Forbrug og Produktion
Økonomisk vækst og bæredygtig udvikling kræver, at vi hurtigst muligt reducerer vores fodaftryk på naturen ved at ændre på den måde, vi producerer og forbruger vores varer og ressourcer på.
Vi vil samarbejde med industrien, virksomhederne, landbruget og forbrugerne om at genbruge og reducere vores affald og tænke i nye anvendelsesmetoder. Vi vil være med til at skabe et cirkulært kredsløb, hvor intet går til spilde, men blot får nye funktioner og muligheder.
Verdensmål 17 - Partnerskab For Handling
Vi kan ikke løse alle udfordringerne alene – men vi kan løse mange sammen. Det betyder, at vi alle som borgere skal tage ansvar, kommunen skal gå forrest, skoler og uddannelsesinstitutioner skal med på vognen, industrien, landbruget og virksomhederne skal bidrage.
Alle skal involveres, og nye partnerskaber og samarbejder vil bidrage til, at vi sammen tager ansvar og dagligt tager små skridt mod et grønnere og bedre Skive at leve og bo i.
De fire spor
- Grøn energi
- Spar på energien
- Grøn Transport
- Ansvarligt forbrug og produktion
Den overordnede målsætning i strategien er, som nævnt, at Skive Kommune skal være selvforsynende med vedvarende energi i 2029.
Hvert af de fire spor udgør et område, hvor vi har nogle udfordringer. Disse udfordringer bliver vi nødt til at løse for at nå i mål med den nationale strategi om en reduktion på 70% CO2 i 2030 og 100% i 2050.
Derfor indeholder hvert af de fire spor indeholder hver deres delmålsætninger, som igen er bundet op på en række indsatser, som alle på hver deres måde skal være med til at sikre, at vi når i mål med strategiens overordnede målsætning.
Indsatserne under hvert af de fire spor er identificeret som nogle af de løsninger, der kan være med til at løfte delmålsætningerne. De enkelte indsatser udmønter sig typisk i forskellige projekter, som fungerer som den konkrete ramme for vores daglige arbejde i Energibyen Skive.
Projekterne
Mængden af projekter i Energibyen varierer. Lige nu har vi fem aktive projekter:
Grøn energi
- CISKA - Cirkulære industrielle Symbioseparker Skandinavien
- Green Valleys - Dyrkning og grøn bioraffinering af græs med henblik på udvikling af nye lokalproducerede kilder til biomasse.
Spar på energien
- ECSMV - Energieffektivisering og CO2-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland
Grøn transport
- Stronger Combined - Grøn mobilitet
Ansvarligt forbrug og produktion
- Green Valleys - Dyrkning og grøn bioraffinering af græs med henblik på udvikling af såvel landbruget som nye cirkulære industrier og bæredygtige produkter.
- SMARTCE2H - Kollektiv varmeforsyning uden for det etablerede fjernvarmenet.
Du kan læse mere om de enkelte projekter og projektorganiseringen her.
Mere end Energibyen Skive
Dels er der et team, der arbejder med energi i kommunens mange bygninger og institutioner og kontinuerligt optimerer den daglige drift af dem.
Dels har Skive Kommune et team, der arbejder med at implementere bæredygtighed i nye byggerier. Således er en medarbejder derfra uddannet i bæredygtigt byggeri.
Endelig er der på affaldsområdet en opgave i affaldssortering som håndteres via Nomi4s, der står for dagrenovation, affaldshåndtering og genbrugspladserne i Skive Kommune.
Hvis du er nysgerrig på at høre mere om Energibyen Skive, kan du finde vores kontaktinformation her.